Store virksomheder bruger stadig malermestre som gratis kassekredit
Store virksomheder som Novo Nordisk, Carlsberg, ISS og TDC forlanger voldsomt lange betalingsfrister af de malermestre, der arbejder for dem. Nogle nævner frister på op til løbende måned + 90 dage, hvor en mere normal frist i erhvervsforhold er løbende måned + 30 dage.
Det viser den seneste konjunkturundersøgelse fra Danske Malermestre,s om har spurgt malermestrene om de vil sætte navn på de virksomheder som forlanger lange betalingsfrister.
Det er der ifølge konjunkturundersøgelsen ikke så mange malermestre som ønske, men de ovennævnte navne dukkede altså op i undersøgelsen. Til gengæld ønsker mange malermestre, at der fastsættes en maksimal betalingsfrist ved lov.
- Det er helt urimeligt, ja ligefrem oprørende, at velkonsoliderede virksomheder forlanger så lange betalingsfrister af mine medlemmer. De skulle om nogen have det administrative setup til at sikre, at underleverandørerne bliver betalt til tiden. Hvorfor er det lige, at mine medlemmer skal agere bank for så store virksomheder ? spørger direktør Ole Draborg i en kommentar til undersøgelsen.
- Normalt er, både jeg og mine medlemmer, tilhængere af den private aftalefrihed her i landet. Men i dette tilfælde kan markedet åbenbart ikke finde frem til en rimelig og fair løsning. Derfor bakker et stort flertal af vores medlemmer op om, at der fastsættes en maksimal betalingsfrist ved lov. Et passende forslag kunne for eksempel være løbende måned + 30 dage. Det burde alle kunne leve med, siger Ole Draborg.
Forventet tilbagegang udeblev
Malerfagets konjunkturundersøgelse for 2. halvår 2024 viser i øvrigt, at udviklingen i 1. halvår 2024 langt fra blev så negativ som frygtet.
Netto havde 5 pct. af virksomhederne tilbagegang i omsætningen, men i starten af halvåret forventede ikke mindre end netto 30 pct. af virksomhederne en tilbagegang.
Der har været en anelse mere negativ udvikling i de mindste virksomheder, men generelt må man nok glæde sig over, at den frygtede tilbagegang blev afværget, hedder det i konjunkturundersøgelsen, hvoraf det også fremgår, at forventningerne til 2. halvår 2024 er helt neutrale, idet der kun er et beskedent flertal af virksomhederne som forventer en stigende omsætning.
Udviklingen i beskæftigelsen er næsten identisk med udviklingen i omsætningen, hvilket ikke er overraskende. Der har været en mindre fremgang i beskæftigelsen i 1. halvår og der forventes tillige en mindre fremgang i 2. halvår 2024.
Udviklingen i 1. halvår har dog været en anelse mere negativ i de mindste virksomheder. Udviklingen i 1. halvår 2024 er igen langt mere positiv end det, der var forventet i starten af halvåret, hvor netto 27 pct. af virksomhederne forventede en tilbagegang i beskæftigelsen
Den forbedrede udvikling afspejles også i ordrebeholdningen som i løbet af 1. halvår 2024 har udviklet sig svagt positivt, idet netto 2 pct. af virksomhederne haft fremgang i ordrebeholdningen.
Igen tegnes der et billede af, at udviklingen overordnet set har stabiliseret sig i malerfaget. Udviklingen i ordrebeholdningen har være ens hos de store og de mindre virksomheder.
Forskellige kundegrupper
Når man kigger på kundegrupperne inden for malerfaget, så skiller boligselskaber og private husstande sig positivt ud, idet der er netto fremgang i disse kundegrupper. Fremgangen hos de private husstande er mest markant hos de små virksomheder, mens fremgangen hos boligselskaberne mest mærkes hos de store virksomheder.
Det er ikke overraskende, da det skyldes at store og små malermestre overordnet set henvender sig til forskellige kundegrupper, fremgår det af konjunkturundersøgelsen.
Trods den positive udvikling i aktiviteten er der desværre stadig store problemer med udviklingen i bruttoavancen, hvor et markant flertal af virksomhederne fortsat melder om faldne bruttoavance i løbet af 1. halvår 2024.