Dødsfald: Entreprenør Claus Larsen er død efter længere tids sygdom
I en alder af 72 år er den fynske entreprenør Claus Larsen død efter at have kæmpet med kræft i bygspytkirtlen og leveren.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Han er i byggebranchen bedst kendt for sin tid i spidsen for Larsen & Ibsen Holding A/S, der blev hans livsværk.
I december sidste år solgte han aktiemajoriteten i koncernen til erhvervsfolkene Torben Østergaard og Christian Junker på grund af kræftsygdommen. I den anledning trådte han også tilbage som adm. direktør.
- Jeg har fået konstateret alvorlig kræft, og det har derfor været magtpåliggende for mig at finde en ny ejer, der kan føre virksomheden videre i samme ånd, som den er skabt. For mig er det rettidig omhu at tage denne beslutning nu, selvom jeg er i god behandling, og selvom jeg tror og håber på, at jeg kommer igennem sygdommen, lød det fra Claus Larsen i en pressemeddelelse fra den 8. december.
Det, der startede som en tømrervirksomhed i 1978, udviklede sig sidenhen til en af Fyns største entreprenørkoncerner med mere end 300 ansatte, og består i dag af virksomhederne S. Guldfeldt Nielsen A/S, Hans Jørgensen og Søn Entreprenører A/S samt selskabet Lerchesvej 2 ApS.
Koncernen havde i regnskabsåret 2022/23 en omsætning på 789 mio. kr.
Claus Larsen efterlader sig kone, to børn og fem børnebørn.