Vinduesfabrik konkurs - alle ansatte hjemsendt
Wega Vinduer i Nykøbing Mors er begæret konkurs.
Det bekræfter vinduesproducentens advokat over for Nordjyske.
Selv er ejeren Kurt Sohn Christensen meget fåmælt om udviklingen.
- Du skal kontakte min advokat. Jeg tror, hun har noget at sige, siger han kortfattet til mediet.
Wega Vinduer
- Selskabet bag Wega Vinduer i Nykøbing Mors er netop gået konkurs - og har derfor ændret navn til "Selskabet af 1. maj 2024 A/S".
- Kurt Sohn Christensen og Claus Falkenberg ejede hver 50 procent af virksomheden.
- De blev ejere i 2009.
- I perioden 2015-2018 var Benny Schacksen også medejer (12,5 procent).
- Wega Vinduer producerede vinduer og døre i træ, fyr, alu og mahogni.
- Produktionen er etableret i 1974.
- Selskabet hævdede at have Danmarks korteste leveringstid af vinduer og døre, og at det kunne levere på 60 timer fra ordreafgivelse.
Kilde: CVR og Wega Vinduer
Heller ikke hans forretningspartner Claus Falkenberg har ønsket at udtale sig om konkursbegæringen - men sikkert er det, at de 15 ansatte, som arbejder på Wega Vinduer, er blevet hjemsendt.
Dog ikke fyret.
- Medarbejderne er hjemsendt, indtil vi har skabt os overblik over situationen, siger Birgitte Jørgensen, der er udpeget som kurator i konkursboet, til Nordjyske.
Det er imidlertid ikke første gang, at Wega Vinduer er under konkursbehandling. Det skete også i 2017, men her reddede man både arbejdsplads og jobs til de dengang 30 ansatte på fabrikken.
Årsagen til konkursbegæringen denne gang er en "kraftig ordrenedgang i 2023, som har kostet hele egenkapitalen og mere til", oplyser Birgitte Jørgensen.
Egenkapitalen var ved afslutningen af 2022-regnskabsåret på seks mio. kr.
Ifølge kurator i konkursboet afsøger man nu markedet for at finde en ny ejer til Wega Vinduer - og det gerne "hurtigst muligt".
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 12,2 | 11,7 | 11,6 |
Resultat af primær drift | 2,1 | - | 2,3 |
Resultat før skat | 0,7 | 0,7 | 0,8 |
Årets resultat | 0,5 | 0,7 | 0,6 |
Balancestatus | 37,9 | 38,1 | 35,3 |
Egenkapital | 6,0 | 5,5 | 4,7 |
Antal ansatte | 23 | 23 | 23 |
Kilde: CVR |