Stor bedragerisag har lighedspunkter med stilladskup
Alt fra varmepumper, vejsalt og hvidevarer til byggematerialer, palleløftere og maling. Det var ikke småting, der dukkede op, da Fyns Politi tirsdag gennemførte en aktion, der førte til anholdelse og sigtelse af 12 personer.
- Vi har allerede fyldt to lastbiler, så nu arbejder vi på at spore tingene tilbage til deres rette ejermænd, fortæller vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein torsdag til Mester Tidende.
I en pressemeddelelse, politiet udsendte tirsdag, lyder det, at de anholdte er mistænkt for at indgå i et kriminelt netværk, der har udgivet sig for at repræsentere forskellige velrenommerede danske firmaer og derved snydt en række leverandører til at sende varer på kredit uden forudbetaling.
De kriminelle har oplyst CVR-nummer og navne fra de ægte firmaer, og i flere tilfælde har de sågar oprettet falske hjemmesider med falske mailadresser og telefonnumre.
Herefter har svindlerne taget kontakt til byggemarkeder og andre leverandører og forhandlet en aftale om kredit, hvorefter der er bestilt store mængder varer til eksempelvis byggeri og renoveringer, der blev leveret til forskellige adresser, hvorfra de kriminelle afhentede varerne og videresolgte dem til købere i hele landet.
- Det her drejer sig om særdeles organiseret og omfattende kriminalitet, siger Michael Lichtenstein, der ikke viludelukke, at den fortsatte efterforskning kan føre til flere anholdelser.
Samme skabelon
Vicepolitiinspektøren vil dog heller ikke afsløre, om politiet ser en forbindelse mellem de aktuelle sigtelser og sagen fra februar, hvor stillads og materiel for omkring 3 mio. kr. forsvandt fra den byggeplads i Middelfart, sjællandske Jerslev Stilladsservice havde leveret det til.
- Vi udtaler os ikke konkret om sager, hvor efterforskningen stadig pågår, siger Michael Lichtenstein.
Han vil imidlertid gerne medgive, at skabelonen langt hen ad vejen lyder som den samme.
Også i Jerslev blev daglig leder Dennis Jedig Busk nemlig kontaktet af, hvad han troede, var et reelt firma, som stilladsvirksomhedens kreditforsikring ovenikøbet gav grønt lys, og fra Fyns Politi lyder det, at det er en type kriminalitet, man tager meget seriøst.
- Det her er et stort problem i vores tillidsbaserede samfund, hvor vi jo er vant til at kunne stole på hinanden. Derfor er det også noget, vi ser på med stor alvor, for det er undergravende, når de kriminelle udnytter den tillid, siger Michael Lichtenstein.
Kalder på sund skepsis
Med falske hjemmesider og mailadresser har svindlerne ifølge vicepolitiinspektøren gjort et gedigent stykke hjemmearbejde, der har gjort det svært for ofrene at sikre sig.
- Det har jo set helt i orden ud, når man har googlet – de har endda sørget for at bruge navne fra folk, der rent faktisk arbejder i de her virksomheder, så jeg har fuld forståelse for, at det for en leverandør har været meget svært at spotte, siger han.
Derfor opfordrer han også til at være ekstra på stikkerne, når nye kunder henvender sig. Eksempelvis kan man bruge ti minutter på at undersøge, om der mon skulle eksistere en anden hjemmeside under samme firmanavn, foretage et par kontrolopkald eller kræve forudbetaling, forklarer Michael Lichtenstein.
- Det er træls, at det skal være sådan, men man er nødt til at have en sund skepsis, også over for folk der lyder meget overbevisende og har talegaverne i orden, siger han.
Noget at gå efter
Af de 12 sigtede i den fynske bedragerisag stammer de 10 fra Fyn, mens de resterende to er fra Jylland. Og ifølge Michael Lichtenstein har de kriminelle aktiviteter fundet sted på tværs af landet, både hvad angår ofre og leveringsadresser.
I Aalborg er Peter Johansen, ejerleder hos Bera Stilladser, blevet frastjålet materiel for omkring en halv million, og politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi har tidligere fortalt, hvorfor opklaringen af denne sag ikke er så ligetil.
Om den friske bedragerisag trækker tråde til henholdsvis Jerslev og Nordjylland, er ikke et spørgsmål, politiet er klar til at besvare. På Fyn understreger Michael Lichtenstein dog, at der i den slags sager generelt er spor at forfølge og dermed chancer for opklaring.
- Det er typisk en kriminalitetsform, hvor vi har forskellige veje at gå efterforskningsmæssigt - der er leveret varer på en adresse, og der er brugt telefonnumre og mailadresser, så der er noget at gå efter. Det er heldigvis ikke det vilde vesten, hvor de kriminelle bare kan tage for sig, siger vicepolitiinspektøren.