23948sdkhjf

Debat: Giv den gode tone på arbejdspladsen et eftersyn

Der kan være flere gevinster at hente, hvis man som leder er opmærksom på, at holde den gode tone i virksomheden, skriver dagens debattør

Håndværksmestre har fortsat svært ved at finde den arbejdskraft, de har brug for. Problemet vil vokse i årene fremover, fordi store årgange af faglærte går på pension. Derfor er det vigtigt at kunne tiltrække ansatte fra andre fag og være en attraktiv arbejdsplads for nyuddannede.

Men opgaven er ikke kun at skaffe nye medarbejdere, men også at holde fast i dem, man har. Det kræver god ledelse, for det er nemlig ikke kun løn og personalegoder, der er afgørende for, om de ansatte har lyst til at blive og nye har lyst til at komme til.

Den daglig omgangsform og samarbejdet på arbejdspladsen er det, der til dagligt afgør om man har lyst til at møde på arbejde og gøre sig umage med de opgaver man skal løse. Arbejdspladsen og fællesskabet med kolleger er nemlig det, som halvdelen af dagen tilbringes med.

Typisk mandefag

Men hvis omgangstonen er negativ, præget af mistillid og smådrillerier, så forsvinder arbejdsglæden og antallet af sygedage stiger.

Nu har håndværks- og byggefagene været typiske mande-fag, præget af en århundrede lang tradition for at sige tingene ret direkte. Men det er under forandring. Derfor skal omgangsformen i en moderne virksomhed tilpasses, så alle generationer føler sig godt tilpas med tonen på arbejdspladsen. 

Der skal tages hensyn til den nye lærling, så han eller hun føler sig velkommen blandt de garvede kolleger og der skal tages imod den nyansatte på en måde, så vedkommende falder til. Men omgangstonen skal også passe til de ældre, der nærmer sig pensionsalderen, så de vælger at blive et år eller to ekstra, fordi kammeratskabet og den daglige oplevelse af fællesskab giver lyst til at fortsætte.

Derfor er det lederens opgave at sikre den gode tonen på arbejdspladsen. Ikke kun for de ansattes og ens egen skyld, men også for virksomhedens drift. For dagligdagen afspejler sig både i virksomhedens effektivitet, dens resultat og ikke mindst dens evne til at tiltrække og fastholde gode medarbejdere.

Stop op og lyt

Mange vil sige, at det er en selvfølge. Ikke mindst de mange håndværksmestre, der tager lærlinge og gør et stort arbejde for at lære dem op og uddanne dem til dygtige håndværkere. Men sådan er det desværre ikke altid. At konkludere at tonen må være i orden, fordi svendene har været i virksomheden i adskillige år, kan være en fejl. Som arbejdsgiverforening ser vi eksempler, hvor vi bliver bedt om at rådgive, fordi tingene er gået i hårdknude og gemytterne er kommet for langt fra hinanden.

For at undgå det, bør man som leder en gang imellem stoppe op og lytte. Holder de ansatte den gode tone? Er der nogen, der behandles hårdere end andre og får den nye lærling den venlige vejledning, der skal til i starten? Og selvfølgelig skal man også se indad. Bidrager man selv i dagligdagen – også når der skal gives kritik eller uddeles utaknemmelige opgaver?

Forandring kræver tid

Det er vanskeligt at ændre en årelang tradition. Nogle steder kan kulturen være så nedslidt eller ude af trit, at der skal gennemgribende forandring til. I den situation står lederen overfor en vanskelig opgave, der kræver planlægning og udarbejdelse af klare retningslinjer og politiker i virksomheden. I andre situationer kan der være behov for hjælp fra andre.

Men de fleste steder skal omgangstonen blot justeres over tid med en række små løft. Når de ansatte er samlet til byggemøde, kan man slutte med en opfordring til at skabe den gode stemning ved at alle siger godmorgen, når man møder en kollega ved dagens begyndelse. 

Næste gang kan det være en påmindes om, at man ikke nøjes med kritik men også anerkender, når en særlig opgave fortjener det. Og ved passende lejlighed gøre opmærksom på, at de ansatte skal tage godt imod den nye lærling, der kommer i næste uge, og skrue ned for den lidt for direkte tone, som er blevet en dårlig vane.

På den måde bør den gode tone i perioder få lidt ekstra opmærksomhed i alle virksomheder. Ikke kun fordi alle selvfølgelig skal have en ordentlig arbejdsdag, men også fordi det er en afgørende forudsætning for virksomhedens mulighed for at få og fastholde arbejdskraft. Vi ønsker at arbejde der, hvor der er rart at være.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078