Dansk salg af vinduer oplever markant tilbagegang
Efter nogle år med høj byggeaktivitet og mange energirenoveringer er der nu lav aktivitet i både nybyg og renovering. Samtidig går tendensen i retning af større vinduespartier, så det samlede antal solgte vinduer ikke er så højt længere.
Det ses i brancheforeningen Vinduesindustriens produktionsstatistik for 2023.
Statistikken viser en samlet tilbagegang på salget i Danmark på 22,6 procent i styk og 17,9 procent i kroner for hele året. Tilbagegangen på salget i udlandet er på 15,1 procent i styk og 6,5 procent.
Dermed er salget af vinduer i Danmark nu på sit laveste niveau i mere end 10 år, målt i antal vinduer, mens vi skal tilbage til 2019 for at finde et år med en lavere omsætning i kroner og ører.
- Vinduesbranchen nød til en vis grad godt af coronaårene, hvor mange boligejere benyttede lejligheden til at renovere deres bolig, for eksempel med nye vinduer. Nu falder den efterspørgsel, og det kan aflæses direkte både på omsætningen i kroner og ører, og i det samlede antal vinduer, som er solgt i 2023, udtaler Vinduesindustriens direktør, Johny H. Jensen.
Tendensen ser umiddelbart ud til at fortsætte lidt endnu. Det afsløres blandt andet i lyset af de seneste tal fra Danmarks Statistik, som viser, at både påbegyndt byggeri og byggetilladelser fortsat falder. Branchen må derfor indstille sig på at navigere i et ændret marked.
Der er dog et potentiale i renoveringer med henblik på energiforbrug, lyder det fra direktøren.
Ønsker politisk løsning
Det kræver dog, at der sættes skub i renoveringen af den eksisterende bygningsmasse. Foreløbig ligger varmeforbruget i bygninger fortsat unødvendigt højt i Danmark, og man er langt fra EU’s mål om at reducere det gennemsnitlige energiforbrug i beboelsesejendomme med 16 procent per kvadratmeter i 2030 og med 20-22 procent per kvadratmeter i 2035.
- Det er ærgerligt, at der ikke bliver gjort mere for at spare på energien i eksisterende bygninger. Det er korrekt, at Danmark er i gang med en omlægning i store dele af varmeforsyningen til grøn energi, men EU’s klimamål taler jo netop om at afskaffe ”energy poverty” – altså energifattigdom – som er en anden måde at sige på, at der skal være nok af billig, grøn energi til os alle sammen. Derfor skal vi stadig spare på energien hvor vi kan. Sammen med bygningsdirektivet kalder det på politiske greb, som fremmer vinduesudskiftning i eksisterende boliger, siger han.
- En politisk løsning kunne både være i form af tilskud, et fradrag eller deciderede krav til ejere af offentlige bygninger om at spare på energien. Men det skal være uden skærpede komponentkrav, som kun fordyrer produktet. Vi har i forvejen udviklet nogle af verdens mest energieffektive vinduer i Danmark, så det gør kun produkterne dyrere, hvis man stiller endnu flere krav end dem, der er i forvejen, understreger branchedirektøren.
Siden 2009 er energikravene til nye vinduer i Danmark blevet skærpet tre gange. Hver skærpelse har forbedret energieffektiviteten med 25 procent. Det betyder, at vinduer solgt i dag er markant mere energieffektive end for blot 15 år siden, og grænsen for rentable forbedringer af vinduernes energipræstation er nået.