Ny gruppe lander overenskomst
Byggemontører, bygningssnedkere på værksted og en række andre faggrupper har fået ny overenskomst.
Dansk Håndværk er således nået i mål med en ny overenskomstaftale med 3F Industrigruppen for Industri- og Værkstedsoverenskomsten.
Forhandlingen foregik i Håndværkets Hus på Islands Brygge, hvor direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, sammen med 3F's forhandlingssekretær, Morten Christensen, underskrev aftalen.
- Vi er fået en aftale, som vi er tilfredse med, og som ligger inden for den økonomiske ramme, der er givet på det øvrige private arbejdsmarked, udtaler direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, i en pressemeddelelse.
- Der har i forhandlingerne været et fælles ønske at fremme medarbejders trivsel, udvikling og efteruddannelse. Og midlet til at nå målet er afholdelse af individuelle medarbejderudviklingssamtaler og et forbedret tilskud til efteruddannelse, uddyber han.
Industri- og Værkstedsoverenskomsten
Industri- og Værkstedsoverenskomsten dækker følgende fagområder på industri- og værkstedsområdet:
Industrisnedkere, maskinsnedkere, bygningssnedkere på værksted, træindustriarbejdere, møbelsnedkere, træoperatører, industrioperatører, produktionsassistenter, byggemontører og medarbejdere ved intern transport på værksted, savværksarbejdere samt hjælpefunktioner i forbindelse hermed, herunder lager- og pakkefunktion samt intern transport med videre.
Kilde: Dansk Håndværk
I den kommende tid fortsætter Dansk Håndværk forhandlingen med 3F Industrigruppen om fornyelse af Auto- og Boligmonteringsoverenskomsten. Den overenskomst dækker blandt andre virksomheder som bygningstapetserer, møbelindustri, møbelpolstrer, autosadelmagere, gardinmontør, tæppemontering og sadelmager.