Vejdirektoratet og Banedanmark ser nærmere på en ny Lillebæltsforbindelse
Vejdirektoratet og Banedanmark tager nu de spæde skridt mod det, som kan blive en ny fast forbindelse over Lillebælt.
Først for er en ny analyse af, hvordan man fremtidssikrer trafikken over Lillebælt.
Fremskrivninger viser, at der i de kommende årtier fortsat vil komme flere biler på vejene, hvorfor der er risiko for kritisk trængsel på Den Nye Lillebæltsbro. Den Gamle Lillebæltsbro, som understøtter tog- og cykeltrafikken, runder snart 100 år, og derfor er der også her behov for at se på en fremtidssikret forbindelse.
Med Infrastrukturplan 2035 blev det besluttet at undersøge, hvordan vi sikrer den nødvendige kapacitet til både vej- og jernbanetrafik i Lillebæltskorridoren i fremtiden.
- Projektet er på et meget tidligt stadie, påpeger afdelingsleder Andreas Egense fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Vi skal nu til at afdække, hvilke muligheder og udfordringer der vil være i forbindelse med et sådant projekt - og det håber vi, at borgerne vil være med til at hjælpe os med. Der sidder helt sikkert en masse folk derude med gode forslag, ideer eller et særligt lokalkendskab, der kan være rigtigt godt for os at kende til.
Vejdirektoratet og Banedanmark gennemfører derfor i perioden fra 2023 til 2025 en såkaldt strategisk analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt.
Når den strategiske analyse er færdig, skal der fra politisk side tages stilling til, om man vil gå videre med en mere detaljeret forundersøgelse. Det kan også være, at projektet bliver lagt i skuffen.
Idéfasen er skudt i gang
Analysen skal både kigge på en mulig vejforbindelse, en mulig jernbaneforbindelse og en mulig kombineret vej- og jernbaneforbindelse.
Arbejdet er opdelt i to overordnede faser. Først en screeningsfase, hvor der kigges på en række forskellige linjeføringer, og efterfølgende en konkretiseringsfase, hvor der udvælges for eksempel tre eller fire alternativer, som bliver undersøgt nærmere.
Alle interesserede kan komme med forslag og overvejelser til analysearbejde frem til 20. november, hvor den offentlige idéfase afsluttes.