Droppede skolebænken for dørene: Nu har 20-årig fået nøglerolle
Ansvar, læring og fleksibilitet. Sådan lyder nogle af nøgleordene i Sweedors tilgang til lærlinge og elever, og det er en tilgang, der ifølge dørproducenten giver gevinst.
– Der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere at finde elever i dag, end det var for 10 år siden, Hauke Thiessen, salgsdirektør Swedoor
Efter en årrække med mangel på lærepladser er problemet nu det modsatte. I sommer viste en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at mere end halvdelen af landets erhvervsskoler må afvise virksomheder, der søger lærlinge, og for virksomhederne er det altså om at oppe sig i kampen om unge talenter.
Ingen tvivl
Det billede genkender man hos Jeld-Wen-ejede Swedoor, der har fabrikker i Løgstør og Herning. De seneste år har dørproducenten derfor gjort en ekstra indsats for både at tiltrække nye, dygtige ansatte og at holde på dem, fortæller Hauke Thiessen, salgsdirektør hos Swedoor Danmark i en pressemeddelelse.
– Når vi starter nye elevforløb, er det altid med henblik på en fastansættelse, og det har vi nu haft succes med gennem flere år – senest med Marcus, som vi er rigtig glade for at have med ombord, siger han med henvisning til 20-årige Marcus Falk, der i snart tre år har slået sine folder i Sønder Felding, hvor Swedoor har projektafdeling.
At han lige skulle ende her, lå dog ikke i kortene.
– Det var ret tilfældigt, at jeg en dag så, at Swedoor søgte en salgselev, fortæller den dengang 18-årige, der dog var for sent ude i forhold til tidsfristen og desuden skulle til at tage hul på en uddannelse som markedsføringsøkonom.
– Men jeg blev kaldt til samtale kort efter, at jeg var startet på studiet, og derefter var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at det var den rigtige vej for mig at gå. Det føltes rigtigt helt nede i maven, og derfor droppede jeg ret hurtigt ud af studiet, fortæller Marcus Falk.
Fra elev til nøglerolle
Særligt trak udsigten til fra start at kunne tilegne sig en praktisk erfaring, han ikke ville få på skolebænken, ligesom der tegnede sig en klar potentiel karrierevej i det vestjyske.
– Det var tydeligt for mig at se, at der er rigtig gode udviklingsmuligheder hos Swedoor, og at man får meget ansvar, hvis man vil have det. Det fik jeg blot bekræftet, da jeg startede som elev, hvor jeg blev behandlet på lige fod med de andre medarbejdere – også selvom jeg på daværende tidspunkt kun lige var fyldt 18 år, fortæller Marcus Falk.
Da hans elevtid nærmede sig sin afslutning, tilbød Swedoor en fast stilling i salgsafdelingen, og i dag sidder Marcus Falk i en nøglestilling, hvor han fungerer som intern backup på de eksterne sælgere hos Swedoor, hvilket åbner op for at være en del af nogle af dørproducentens større projekter.
Ifølge salgsdirektør Hauke Thiessen har virksomheden generelt gode erfaringer med elevforløb, som jævnligt resulterer i fastansættelser.
– Der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere at finde elever i dag, end det var for 10 år siden, men vores erfaring er, at hvis man kan tilbyde de unge en hverdag med masser af ansvar, læring og fleksibilitet, åbner det op for nogle gode og spændende muligheder, siger han.