23948sdkhjf

Stor teknikentreprenør går i rekonstruktion

Ledelsen i Brøndum A/S har indgivet anmodning til skifteretten om rekonstruktion af virksomheden

Viborg-baserede Brøndum A/S er nu under rekonstruktion. 

Det er ledelsen, der med egne ord "har set sig nødsaget til" at indgive en anmodning til skifteretten. 

Af en pressemeddelelse fremgår det, at der er arbejdet intenst med at løse de problemer, virksomheden har stået over for, men at man desværre må konstatere, at "der er brug for det pusterum, som en rekonstruktion giver". 

"Familien bag Brøndum A/S har af flere omgange bidraget med betydelige beløb for at understøtte selskabet, men ser nu ingen anden udvej end at bakke op om bestyrelsens og ledelsens fælles beslutning om en rekonstruktion. En proces, der i øvrigt fremadrettet fortsat har familiens støtte", lyder det. 

Samtidigt understreges det, at enhederne Brøndum Grønland og Brøndum Stål ikke er omfattet af rekonstruktionen. 

- Til vores samarbejdspartnere vil vi beklage den uro, som rekonstruktionen afføder. Vi gør alt, hvad vi kan, for at afhjælpe dét bedst muligt, lyder det i en udtalelse fra bestyrelsen, der har Steffen Baungaard i spidsen som formand. 

En af to i minus

Brøndum A/S beskæftiger sig med teknikentrepriser og teknisk service - herunder vvs, ventilation, blik, sprinkler, køl, fjernvarme og industri, og er i sit senest offentliggjorte regnskab for 2021/22 kommet ud med et negativ resultat før skat på 5,5 mio. kr. 

Regnskabet her blev især påvirket af et "fejlslagent" opkøb  i efteråret 2021, har virksomheden tidligere forklaret. Her købte Brøndum aktiviteter og aktiver fra konkursboet efter Thomsen og Fals A/S i Aalborg. Dertil kom et forsøg på en vækst i selskabets serviceforretning. 

Teknikentreprenøren fyrede i maj 2020 Tue Sjøntoft som adm. direktør, mens forhenværende finansdirektør Jette Grabow tiltrådte på topchefposten.

Ifølge den seneste brancheanalyse fra Licitationen - Byggeriets Dagblad var Brøndum netop den af de største danske teknikentreprenører, der i 2022 oplevede det mest markante fald. Virksomheden var imidlertid ikke ene om at komme negativt ud. 

I det seneste regnskabsår har Brøndum i gennemsnit beskæftiget 355 ansatte. Udover domicil i Viborg har teknikentreprenøren afdelinger i Aalborg, Randers og Hvidovre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094