23948sdkhjf

God sparring og viden sikrer udviklingen i sønderjysk entreprenørfirma

Entreprenørfirmaet Torben Clausen A/S ved Haderslev har fokus på sortering af byggeaffald, genbrug og genanvendelse

Som så mange andre steder i samfundet, så er der især fokus på genbrug og genanvendelse hos entreprenørfirmaet Torben Clausen A/S ved Haderslev.

Virksomheden er flerstrenget med udgangspunkt i anlægsarbejde, nedrivning, transport, og affaldshåndtering. Opgaverne hænger ofte sammen, hvor en nedbrydningsopgave og en anlægsopgave for eksempel følges ad. Dertil kan så komme transport, sortering af byggeaffald i fraktioner, med for eksempel brugte mursten og andre byggematerialer, som firmaet også håndterer.

- Med det fokus, der er på CO2 og miljøet i det hele taget, er der et stærkt stigende fokus på genbrug og genanvendelse af gamle byggematerialer, og en mursten kan jo blive mange hundrede år gammel, og stadig være fuldt funktionsdygtig i flere forskellige byggerier i sin levetid, konstaterer virksomhedens ejer og leder, adm. direktør Helge Godtfeldt.

Virksomheden har eget jordhotel, hvor man modtager jord fra jordflytninger og udtager jordprøver til analyse. Firmaet tilbyder kartering af jorden, så man ikke behøver vente på at få resultatet af jordanalyserne før vi flytter jorden.
Torben Clausen A/S er godkendt til at modtage forurenet jord fra klasse 1-4, og tager imod døgnet rundt. Sker der noget akut uden for åbningstiden, kan transportafdelingen være behjælpelig med at indlevere jorden.
Virksomheden håndterer årligt ca. 50.000 tons jord i jordhotellet.

Generationsskifte på plads

Torben Clausen A/S ligger ved Haderslev og er stiftet 1952 af Peter Clausen. De første år hed specialerne kvashugning og træfældning. Men i 1960’erne voksede maskinparken og der kom mere fokus på entreprenøropgaverne.

I 1985 overtog Torben Clausen virksomheden fra sin far. Maskingården blev til A/S, og nye specialer som containerservice og transport kom til. Siden udvidede man med både genbrugsplads, sorteringshal og jordhotel. I 2008 tog man hul på det næste generations- og gearskifte. Virksomhedens nuværende leder, Helge Godtfeldt, satte sig i direktørstolen og blev kompagnon og medejer. I 2018 overtog han alle aktiviteter i Torben Clausen A/S. Dermed var generationsskiftet helt i mål.

Med Helge alene bag rattet accelererede virksomheden yderligere. Nye afdelinger kom til. Virksomheden blev opskaleret og gjort klar til større og mere komplekse opgaver. På få år vækstede man fra 27 ansatte til ca. 70 faste medarbejdere samt 15-20 indlejrede fagfolk.

God sparring fra brancheforening

Brancheforeningen DM&E har været med på sidelinjen i virksomheden i alle årene.

- Vi har altid været medlemmer hos brancheforeningen DM&E (Danske Maskinstationer & Entreprenører), og tidligere, da vi var en mindre virksomhed, brugte vi ofte foreningen til at besvare spørgsmål, og til sparring om forskelligt, siger Helge Godtfeldt. I dag er det mest kursusdelen, vi gør brug af. Det er godt at få opdateret sin viden, og især når der er nye tiltag inden for lovgivning, miljø og andet, så er det rart at vide, at der er et sted, hvor vi kan få det serveret på en fornuftig og effektiv måde, forklarer han.

- Som brancheforening har DM&E været rigtigt gode til at udvikle sig. Det gælder for eksempel nedbrydningsområdet, som en række af medlemmerne kastede sig over, fordi man jo i forvejen havde maskinerne til det. Derfor var det en naturlig vej at gå, siger han Helge Godtfeldt og tilføjer, at virksomheden også har haft fornøjelse af brancheforeningens kompetencer indenfor netværk, IT og forsikring.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078