23948sdkhjf

Flere robotter skal gøre Sanistål klar til mere vækst

Den danske grossist Sanistål gennemfører nu en omfattende udvidelse af virksomhedens fuldautomatiske AutoStore-anlæg i Billund. Udvidelsen skal gøre driften på centrallageret endnu mere effektiv, så Sanistål kan fortsætte vækstkurven

Den danske grossist Sanistål eksekverer på en ganske ambitiøs vækststrategi i disse år. Det er også i det lys, man skal se den nyeste investering i robotteknologi.

- Vi har en klar vækststrategi i Sanistål, og derfor investerer vi målrettet i teknologier og processer, som gør det muligt at opskalere vores forretning. Udvidelsen af vores AutoStore-anlæg er en vigtig forudsætning for, at vi kan føre vores ambitiøse vækstplaner ud i livet og hjælpe endnu flere kunder i fremtiden, udtaler Stephan Schuler, der er supply chain direktør i Sanistål, til en pressemeddelelse.

Fra 48.000 til 80.000 kasser

Det er kun godt et år siden, at det nuværende AutoStore-anlæg blev indviet. I skrivende stund indeholder robotanlægget godt 48.000 kasser med lagervarer, men når udvidelsen er gennemført, kommer anlægget til at rumme næsten 80.000 kasser.

- Vores AutoStore-anlæg har været en kæmpe succes. Det øger vores automatiseringsgrad markant og gør os mere omkostningseffektive. Hidtil har robotterne først og fremmest taget sig af de varenumre, som bliver solgt allermest, men nu er vi klar til at udvide med alle lagervarer, der i vægt og størrelse passer til kasserne, siger Stephan Schuler.

Fremover vil anlægget dermed have 58 robotter, der bevæger sig rundt på anlægget og bringer kasserne hen til nogle særlige plukkestationer, hvor lagermedarbejdere står klar til at pakke og sende varerne til kunderne. Plukningen af varerne foregår to til tre gange hurtigere end før robotanlægget.

Robotanlægget sparer energi og emballage

Introduktionen af AutoStore-anlægget har betydet, at Sanistål forbruger væsentligt mindre energi på denne del af produktionen end tidligere. Det giver også bedre mulighed for at sampakke varer. Sidstnævnte reducerer Saniståls emballageforbrug betydeligt.

- Den grønne dagsorden er vigtig i vores strategi, og derfor er det positivt, at robotanlægget sparer ressourcer og hjælper med til at mindske vores klimaaftryk, siger Stephan Schuler.

Det nuværende robotanlæg klarer næsten 50 procent af vareflowet på Saniståls centrallager. Når det udvidede AutoStore-anlæg efter planen er i fuld drift til sommer, vil det kunne håndtere op imod 70 procent af det samlede vareflow på lageret.

Udvidelsen af Saniståls AutoStore-anlæg foregår i to tempi. Første del er klar til at blive sat i drift 1. april, mens hele anlægget forventes at være i drift efter sommerferien 2023.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078