23948sdkhjf

Stor fyringsrunde på vinduesfabrik: - Det er ekstremt ærgerligt

Det er blot et par måneder siden, at den nordjyske vindues- og dørproducent Vindunor slog dørene op til en spritny produktionshal på grund af en stigende efterspørgsel i byggeriet.

Nu er der sket en markant ændring.

Det skriver Nordjyske

Avisen erfarer, at medarbejderne i Vindunor fredag morgen blev informeret om, at produktionen skal reduceres kraftigt. Det vil ifølge Nordjyskes oplysninger koste op mod 30 af de 90 ansatte jobbet, men antallet af fyringer og tidspunktet for fyringerne er fortsat usikkert.

Det blev dog meldt ud, at fyringerne vil finde sted "hurtigst muligt".

En uundgåelig situation

Ejer og direktør i Vindunor, Henrik Sørensen, bekræfter overfor Nordjyske, at der er en fyringsrunde på vej. Han fortæller, at han endnu ikke har overblik over antallet af medarbejdere, som vil blive påvirket af fyringsrunden.

Virksomheden befinder sig i et konjunkturfølsomt marked, og derfor var situationen uundgåelig, sådan som markedet udvikler sig i øjeblikket.

- Tømrermarkedet, som vi leverer til, oplever lige nu en afmatning fra den private forbruger. Når tømrerne ikke får det samme antal af ordrer, falder det helt naturligt tilbage på os, siger Henrik Sørensen.

- Det kommer til at berøre nogle medarbejdere og virksomheden, men vi er godt polstret til nedgangen. Det er ikke sådan, at forretningen er truet, siger han.

Beslutningen er truffet ud fra mantraet om at sikre rettidig omhu. Ejeren fortæller, at han og virksomheden kommer endnu stærkere tilbage.

- Når det blæser, dukker vi nakken, indtil det holder op med at blæse igen. Det er et bump på vejen, men det er ikke verdens undergang, Vi kommer igennem det her - det har jeg også sagt til medarbejderne, siger Henrik Sørensen.

Ejeren forventer at have en afklaring over fyringsantallet i midten af næste uge.

Splittede op med succes

I starten af det nye år ophørte et 15-årigt langt partnerskab mellem Henrik Sørensen og den daværende partner, da deres virksomhed Glaseksperten A/S blev splittet op i to.

Mens hans tidligere partner videreførte Glaseksperten, gik Henrik Sørensen videre med firmaet Vindunor A/S, som producerer vinduer og døre.

I samme ombæring meddelte Henrik Sørensens søn, Casper Sørensen, at han ville starte i firmaet Vindunor.

Beslutningen om at splitte op og fortsætte med et far og søn-makkerskab var så stor en succes, at den nordjyske produktionsvirksomhed i sommer kunne slå dørene op til en helt ny produktionshal på 1.900 kvadratmeter.

Det fik virksomhedens samlede produktionskapacitet op på 12.000 kvadratmeter.

Vindunor havde med andre ord stor succes på trods af stigende råvarepriser og øget inflation. Lige indtil at byggebranchen stoppede op.

Beslutningen om at investere blev truffet for over et år siden, hvor markedet buldrede afsted, og ingen forudså krigen i Ukraine og dens påvirkning.

- Det er ekstremt ærgerligt. Men når markedet vender, står vi med vores investeringer bedre rustet end nogensinde før, siger Henrik Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089