23948sdkhjf

Kasseeftersyn viser store huller i Forsvarets bygningsvedligehold

Den nuværende bygningsmasse kan ganske enkelt ikke understøtte Forsvarets kapaciteter, konkluderer rapport

Standen på bygninger i danske forsvar lader meget tilbage at ønske. 

Manglende investeringer har nemlig opbygget et "betydeligt efterslæb" på vedligehold af Forsvarets bygninger, hedder én af konklusionerne i det, Forsvarsministeriet kalder et kasseeftersyn.

Det har haft til formål kortlægge Forsvarets nuværende stand, inden det skal styrkes og udvides de kommende ti år, som et politisk flertal har besluttet.

Problemerne tæller blandt andet manglende vedligehold på bygninger og gamle kloakledninger, der springer læk og giver vandskader. Dertil er bygningsmassen ikke blevet udbygget tilpas, og det har eksempelvis været nødvendigt at udskyde opbygningen af 3. opklaringseskadron på Bornholm, fordi det ikke var muligt i tide at opføre nødvendige bygninger, der skal huse eskadronen, hedder det i rapporten. 

Samlet milliardbeløb

Konsekvenserne er klare :

"Det betyder, at Forsvaret i dag ikke til fulde råder over den bygningsmasse, der skal til for at understøtte Forsvarets kapaciteter", skriver Forsvarsministeriet. 

Foruden problemer med bygningsmassen konkluderes det blandt andet, at det har været dyrere at drive Forsvarets materiel end hidtil antaget, og at der er opbygget en gæld på it-område. Alt i alt er der "tale om et betydeligt investeringsbehov på et samlet milliardbeløb", lyder det.

2 pct. af BNP

Et politisk flertal har med aftalen "Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik" vedtaget, at det de næste ti år vil være en bunden opgave at investere massivt i Danmarks forsvar. Men rapporten viser altså, at der er en del grundlæggende problemer at tage fat i først.

Pengene til det er sådan set sat af. Det er sket som del af den nævnte politiske aftale, hvor der er besluttet at hæve udgifterne til Forsvaret til 2 pct. af BNP samt at afsætte 3,5 mia. kr. i 2022 og 2023.

Nu skal det så besluttes, hvad der står først for:

Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der frem mod 2024 skal komme med anbefalinger til "et veldrevet forsvar i en ny 10-årig forligsperiode", oplyser Forsvarsministeriet.

Udvalget skal sikre, at der sker nødvendige investeringer i det nuværende forsvars drift, og sikre, at Forsvarsministeriets koncern "udvikles, drives effektivt og styrkes i et nyt forlig."

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115