Staten tilbyder christianitter milliongulerod for almene boliger i fristaden
Da et flertal på Christiansborg sidste år satte sig som mål at opføre 15.000 kvm almene boliger på Christiania, var det uden en plan for, hvordan man skulle få Christianitterne med på ideen.
Nu er der et bud.
Staten har nemlig tilbudt Christiania både kompensation og store lånegarantier, hvis beboerne går med til, at de almene boliger opføres i fristaden. Det skriver Berlingske.
Køb fristaden
Christiania vil blandt andet få adgang til 67 mio. kr. i statsgaranterede lån, så det bliver muligt at købe det ellers besatte voldområde af staten. Et opkøb, som Christiania siden 2011 har forsøgt at skaffe penge til.
Derudover vil Christiania få refunderet udgifter til bygningsvedligehold, udvidet mulighed for låneoptag og endelig slippe for at efterkomme påbud om at nedrive flere ulovligt udførte huse, skriver Berlingske.
- Jeg mener også, det må være i Christianias interesse, at de bidrager til, at for eksempel sygeplejersker, sosu'er, politibetjente og pædagoger får mulighed for at bo i København, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) til avisen.
Hvad christianitterne ender med at sige til tilbuddet er endnu uvist.
22.000 nye almene boliger
De 15.000 kvm almene boliger på Christiania er et mål fra aftalen ”Fonden for blandede byer” fra november sidste år. Her skrev et flertal i Folketinget under på forskellige tiltag, som skulle føre til flere almene boliger, heriblandt altså i København og derunder på Christiania.
Aftalen skulle samlet føre til 22.000 nye almene boliger lød det fra daværende indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S). Omkring halvdelen af disse skulle opføres uden for København.
Finansieringen blev fundet i Nybyggerifonden, en konto under Landsbyggefonden, hvorfra 10 mia. kr. skal udmøntes fra 2022 til 2035, lød det i aftalen.