Priser bremser mange byggerier i Vinge
Udviklerne Innovator, Fabulas og Bærebo og almene Domea har det til fælles, at de har store byggeplaner i Vinge ved Frederikssund, samt at deres respektive projekter med flere hundrede boliger ikke er kommet i gang i det stormombruste byudviklingsområde.
Forklaringen er simpel, materiale- og byggepriserne og får bagmændene til at holde igen med at sætte pen på papir og spader i jorden. Det konstaterer Frederiksborg Amts Avis, som har været i kontakt med direktørerne i selskaberne.
Fra Innovator, som i december 2021 fik byggetilladelse til et byggeri med cirka 185 boliger og et supermarked, forventer udviklingsdirektør Peter Søgaard først at komme i gang i 2023.
– Byggeriet er ikke gået i gang, fordi byggepriser og priser på byggematerialer har gjort, at vi ikke kan finde en entreprenør, der vil bygge til en pris, hvor vi kan være med. Markedet er dertil så ustabilt, at entreprenører er meget forsigtige med at give tilbud. Mursten og vinduer koster ét den ene dag, og den næste dag er materialerne steget, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Lignende lyder det fra Michael Eberhard, direktør i Ejendomsudviklingsselskabet Fabulas, der vil opføre 100 andels- og lejeboliger i det nordsjællandske område, samt direktør i Bærebo, Morten Pedersen, der har planlagt 50-60 andels- og lejeboliger i Vinge.
Almene boliger har endnu længere udsigter
Endelig er der Domea, hvis planer om 198 almene boliger i Vinge aldrig for alvor er kommet fra jorden. Efter en forventet aftale med entreprenør- og udviklingsselskabet KPC ikke udmøntede sig i en byggeaftale, lykkedes det i marts 2021 at få en kontrakt i stand med Adsbøll Entreprise. Det officielle første spadestik blev taget måneden efter på en byggegrund lige syd for Vinge Station.
Siden er der arbejdet med at tilpasse projektet, men Adsbøll Entreprises konkurs i starten af juli har - som tidligere beskrevet - på ny slået det almene boligprojekt tilbage.
Projektleder hos Domea, Thomas Helsted, har overfor Sjællandske Medier bekræftet, at der skal findes en anden totalentreprenør, og han forventer, at opgaven vil blive sendt i udbud til efteråret. De første af de 198 boliger skulle ifølge de oprindelige planer have stået klar i år. Nu håber man hos Domea på, at de i stedet kan stå færdige i 2024.