23948sdkhjf

850 kvadratmeter glas fra Hjørring til Søndervig

Når det nye Lalandia i Søndervig åbner i juni, får de mange gæster i feriecentret udsigt til det omkringliggende klit- og fjordlandskab samtidig med, at de nyder varmen og det dejlige indeklima i centerbygningen. Det skyldes blandt andet glas fra glasproducenten Glaseksperten i Hjørring.

Den nordjyske virksomhed har netop leveret 850 kvm glas til det store projekt. Alle glas er trelagsglas, og mange af termoruderne i centerbygningen har solafskærmning på den ene side og lamineret sikkerhedsglas på den anden.

 – Centerbygningen kommer til at danne rammen om masser af aktiviteter i blandt andet den store aquadome, og derfor er det naturligvis meget vigtigt, at indeklimaet er behageligt året rundt. I den forbindelse spiller vores solafskærmende glas en stor rolle, fordi de sikrer, at der ikke bliver for varmt i bygningen, og der kommer ingen refleksioner fra solen. Samtidig bidrager solafskærmningen til at holde energiforbruget på et meget lavt niveau, fortæller salgsdirektør Jess Gregersen fra Glaseksperten.

Den store centerbygning smelter sammen med naturen, for arkitekterne fra Bay Arch har lagt stor vægt på at skabe en bygning, der er i kontakt med omgivelserne. De store glaspartier er med til at skabe sammenhæng mellem bygningen og landskabet, fortæller Christian Bay-Jørgensen fra Bay Arch, der har tegnet bygningen.

 – Vi har lagt vægt på, at centerbygningen skal tilpasse sig området med marehalm og bølgende landskab. Med elementer som sedum, lyse fibercementfacader og glas kan vi skabe netop den fortælling i bygningens arkitektur, forklarer han og fortsætter:

 – De forskellige materialer er med til at bringe den 15.000 kvadratmeter store bygning ned i en menneskelig og behagelig skala. Glasset er blandt andet med til at skabe transparens, åbenhed og den lethed, der skal være i bygningen, for at den skal syne af mindst muligt, og især de kileformede glaspartier er væsentlige for skalaen og den landskabelige fortælling.

Lalandia i Søndervig åbner i juni, og der er åbnet for booking af ophold i feriecentret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109