23948sdkhjf

Truet med opsigelse: Skou Gruppen vil gerne fortsætte på Frederiksberg

Skou Gruppen håber at fortsætte renoveringen af Frederiksberg Svømmehal trods uenigheder med bygherre, Frederiksberg Kommune. 

Allerede for et halvt års tid siden skulle badegæster have kunnet hoppe i vandet i en nyrenoveret Frederiksberg Svømmehal. Sådan er det ikke gået. 

Allerede i juni sidste år, en måned før den oprindelige åbning var planlagt, blev projektets afslutning rykket til denne måned, men i december varslede bygherre, Frederiksberg Kommune, ophævelse af samarbejdet med Skou Gruppen, som er hovedentreprenør på renoveringen. 

”Hovedentreprenøren har frem til 5. januar (2022, red.) til at fremkomme med en handlingsplan, som utvetydigt kan betrygge kommunen i, at hovedentreprenøren retter op på forholdene. Hvis dette ikke sker, vil kommunen ophæve entreprisenaftalen,” lød det den 10. december fra kommunen. 

Nu er handlingsplanen så landet hos kommunen, bekræfter begge parter overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Ser på sagerne

Fra kommunen lyder det i en mail til Licitationen, at man har modtaget Skou Gruppens svar, og at man nu vil gennemgå det sammen med kommunens rådgivere. Hvornår man er klar til at melde mere ud, kan kommunen dog ikke svare på endnu.

Skou Gruppens adm. direktør, Martin Skou Heidemann, oplyser, at selskabet har svaret på alle kommunens spørgsmål, herunder en ny tidsplan for renoveringsprojektet. Han har dog ikke fået en indikation på, hvornår kommunen kommer med en tilbagemelding på hovedentreprenørens handlingsplan. 

I forlængelse af, at Frederiksberg Kommune i december varslede ophævelsen af samarbejdet, rettede Skou Gruppen en kritik mod kommunen og dennes bygherrerådgiver, Cowi. Kritikken gik – som Licitationen tidligere har beskrevet – i grove træk på den valgte betontype, udbedringer af allerede udført betonarbejde og VVS-installationerne. 

Så hvis kommunen siger god for Skou Gruppens handlingsplan, vil der ifølge Martin Skou stadig være ”alvorlige uklarheder om projektet”.

– Fordi det (renoveringer af svømmehaller, red.) er utrolig kompliceret stof, står vi på, at hallen skal renoveres efter normer og vejledninger. Det skal laves rigtigt!, understreger Skou-direktøren. 

Håber at fortsætte 

Renoveringen af Frederiksberg Svømmehal koster ifølge den seneste udmelding cirka 100 mio. kr., en betragtelig forøgelse i forhold til fra starten af 2020, hvor pris-forventningen var omkring 78 mio. kr. 

Hvilke konsekvenser der vil være for tidsplan og økonomi, hvis kommunen vælger at gøre alvor af truslen om at ophæve aftalen, vil Martin Skou ikke gisne om. Men han håber at kommunen ikke vælger den vej. 

Samtidig understreger Skou-direktøren, at det for ham at se vil være ulykkeligt for Frederiksbergs borgere, hvis kommunen vælger at ophæve samarbejdet med en lang forsinkelse som resultat. 

Mens kommunen og rådgiverne ser nærmere på entreprenørens svar, arbejder håndværkerne videre på Frederiksberg: 

– Produktionen derude fortsætter som om det brev (Frederiksberg Kommunes varsling om ophævelse af samarbejdet, red.) ikke var blevet sendt, siger Martin Skou.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091