Fra sælger til butikschef i byggecenter på to måneder
To måneder. Længere gik der ikke fra Tommy Ravn blev ansat som ekstern sælger i Bygma Kolding til han blev udnævnt til butikschef. Han er uddannet i trælastbranchen og havde erfaring som butiksleder hos en tilsvarende virksomhed. Den gamle arbejdsplads flyttede til Esbjerg, og den Kolding-fødte Tommy Ravn så det som en mulighed for at skifte over til Grønborg Tømmerhandel, som senere skiftede navn til Bygma Kolding.
Og her ved årsskiftet har Tommy Ravn 25-års jubilæum i Bygma Kolding.
Han fortæller i en pressemeddelelse, at rollen som butikschef har ændret sig meget gennem årene.
- Da jeg startede handlede det primært om at sælge varer, og at have et stærkt produktkendskab. I dag er ledelse også en vigtig del af jobbet, og der skete et stort ryk for os med medarbejderansvar, da Bygma etablerede sin egen lederuddannelse. Den er senere blevet udbygget, og jeg har for få år siden taget en eksamensgivende salgslederuddannelse, som har givet mig endnu flere værktøjer og et netværk i organisationen.
Afvekslende arbejde
- Min primære opgave er selvfølgelig at holde hjulene i gang i butikken hvor der - specielt gennem de seneste par år - har været ekstraordinært stor travlhed. Jeg har den tilgang, at det skal være sjovt at gå på arbejde både for medarbejderne og mig selv, og det er dejligt at se, hvordan alle bidrager til den gode omgangstone, fremhæver Tommy Ravn.
Han er i øvrigt også fast korrekturlæser på Bygmas proff-aviser, ligesom han i en årrække var censor på elevuddannelsens engroslinje på Business College Syd.
Privat er Tommy Ravn gift med Lone. Parret bor i Kolding og har sammen en søn på 24 og en datter på 22 år. Tidligere blev en stor del af fritiden brugt på sejlads. I dag er det mest familiens sommerhus i Binderup, der trækker.
Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.