23948sdkhjf

Snart kan lastbiler tanke danskproduceret flydende biogas: Her skal anlægget ligge

Biogasproducenten Nature Energy har indgået en aftale med Makeen Energy om at opføre Danmarks første anlæg til at producere flydende biogas, et såkaldt LBG-anlæg.

Anlægget skal ligge i Frederikshavn, hvorfra det skal forsyne den nordiske rederi- og transport-sektor med LBG.

- Det nye anlæg bliver det første af sin slags i Danmark, når det forventes at stå færdigbygget i midten af 2023. Det markerer derfor også et helt nyt kapitel for den grønne omstilling herhjemme, fordi det nu vil blive muligt for færger og lastvogne at tanke et grønt brændstof i form af flydende biogas på dansk jord, siger adm. direktør hos Nature Energy, Ole Hvelplund.

Nature Energy og Makeen Energy, der er specialister i udvikling af udstyr og projekter indenfor nedkølede gasser, har sammen stiftet selskabet Nordic Liquefaction (Nordliq). Det er i det regi at anlægget i Frederikshavn opføres. 

Etableringen af LBG-anlægget er en samlet investering på et trecifret millionbeløb, hvor Nature Energy leverer to trediedele af investeringen, mens Mekeen Energy står for en trediedel.

Potentiale for tung transport

Mens lastvogne, der kører på flydende gas, er udbredte i blandt andet Tyskland, Norge og Sverige, er de endnu et særsyn i Danmark.

Det er nemlig ikke muligt for lastvogne at tanke hverken flydende naturgas (LNG) eller flydende biogas (LBG) på danske tankstationer, og det afholder mange gasdrevne lastvogne fra Danmark. Men det bliver forhåbentligt ændret nu, siger Ole Hvelplund.

- Flydende biogas er særligt efterspurgt i den tunge del af transporten, hvor der er stort behov for et grønt alternativ til de fossile brændstoffer, som stadig dominerer på vejene i dag. Derfor er vi stolte af at gå foran med opførelsen af dette anlæg, som vil gøre gavn i hele transportsektoren.

Brændstoffirmaet Q8 leverer allerede flydende naturgas (LNG) til Samsø Rederi, og Q8’s head of fleet & IDS, Gert Thomasen, ser et stort potentiale i danskproduceret, flydende biogas, der bl.a. vil kunne bruges på selskabets kommende tankanlæg i Padborg, der som det første i Danmark vil servicere den tunge transport med flydende gas.

- Vi vil gerne gøre det lettere for vores kunder at komme i gang med den grønne omstilling, og derfor vil det være et stort skridt på vejen mod en mere bæredygtig lastbiltransport, hvis vi i fremtiden kan levere danskproduceret flydende biogas. For flydende biogas er et meget relevant alternativ til den tunge transport, der ikke kan elektrificeres i morgen. Samtidigt er den flydende biogas også interessant for vores marinekunder, der har fokus på alternativer til de traditionelle, fossile brændstoffer, siger Gert Thomasen fra Q8.

Bunker One og Samsø Rederi

En af de mulige aftagere af den flydende gas vil være Bunker One, der i samarbejde med Nordliq vil medvirke til salg og markedsføring til shippingindustrien.

I Bunker One er vi ekstremt stolte over at have fået muligheden for at tilbyde den maritime sektor et danskproduceret produkt, som vi ser en større efterspørgsel på end nogensinde før, siger Peter Zachariassen, CEO i Bunker One.

Også Samsø Rederi vil være en mulig aftager. Rederiet har i dag en færge, der sejler på fossil flydende naturgas, der bliver fragtet til Danmark fra Holland. Derfor ser  selskabet frem til muligheden for at kunne fylde flydende biogas i tanken.

- En mere bæredygtig færgedrift er et afgørende fokusområde for Samsø Rederi, og nu kan vi snart gå skridtet videre og sejle på danskproduceret, flydende biogas. Det, synes vi, er interessant, og derfor forventer vi også at omstille til flydende biogas, når det kommende LBG-anlæg er opført, siger Carsten Kruse, færgedirektør i Samsø Rederi.

Nordliq forventer, at byggeriet af LBG-anlægget forventes at kunne begynde senere i år (2021), når byggetilladelsen er på plads.

Faktaboks

  • Flydende biogas (LBG) er et klimavenligt alternativ til flydende naturgas (LNG), som bl.a. anvendes i flere dele af transportsektoren. Hverken flydende naturgas eller flydende biogas produceres i Danmark i dag. Flydende biogas produceres ved at køle biogassen ned til -160 grader, hvorefter den grønne gas bliver 600 gange mere kompakt og dermed brugbart og rentabelt som brændstof for transportsektoren.
  • Når LBG-anlægget forventes at stå færdigbygget, vil det i første omgang kunne producere 20.000 tons flydende biogas årligt. Herefter vil der være potentiale for at udvide anlægget til at producere op mod 120.000 tons flydende biogas per år. Til sammenligning bruger SAMSØLINJEN alene mellem 3000-4000 tons flydende naturgas i dag per år.
  • Nature Energy er gået sammen med MAKEEN Energy i selskabet NORLDIQ, som kommer til at stå bag produktionen af flydende biogas i Frederikshavn. 
  • Da flydende naturgas (LNG) og flydende biogas (LBG) er næsten kemisk identisk, vil det nye anlæg i Frederikshavn også kunne producere LNG, afhængigt af kunders ønsker og behov.
    • Opførelsen af anlægget forventes at begynde senere i 2021, og det ventes at stå færdigbygget i midten af 2023

Kilde: Makeen Energy

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088