23948sdkhjf

Optisk bedrag: Nu kan du svæve hen over fodgængerfeltet

Inden længe kan fodgængere i Aarhus svæve hen over vejen. Sådan vil det i hvert fald se ud, når de krydser et af de kommende 3D-fodgængerfelter, der bliver anlagt i midtbyen. 

De nye felter er et forsøg, der skal få flere bilister og cyklister til at holde tilbage for krydsende fodgængere, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. 

– Man skal ikke gå længe rundt i Aarhus for at opdage, at man kan vente rigtig længe på at krydse vejen ved fodgængerfelter uden lysregulering. Alt for mange holder simpelthen ikke tilbage. Nu vil vi prøve en løsning med 3D, der skal få bilister og cyklister til at være ekstra opmærksomme ved overgange for bløde trafikanter, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen. 

3D-effekten virker ved hjælp af skygger, så det ligner, at feltet svæver nogle centimeter over jorden. Det gør, at fodgængerovergangen kan ses fra længere afstand og fra forskellige vinkler. 

Tre steder i midtbyen

Der anlægges i tre fodgængerfelter med 3D-effekt i Aarhus midtby: To felter på Mejlgade og et enkelt felt i Knudrisgade. 

Ordningen løber frem til maj 2024, og Teknik og Miljø vil løbende observere, hvordan den fungerer, og foretage eventuelle ændringer, hvis der bliver behov. Forsøget skal bidrage til mere viden om, hvordan 3D virker i trafikken, og er godkendt af Vejdirektoratet og Østjyllands Politi.

Anlægsarbejdet på det første 3D-fodgængerfelt, som ligger ved Snevringen i Mejlgade, går i gang den 20. september. Pressen inviteres med, når de første 3D-striber bliver brændt fast på asfalten. Invitation følger. De øvrige 3D-fodgængerfelter forventes at blive etableret i løbet af efteråret.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079