Se bøde-taksterne: Nu er bøden højere hvis du overtræder arbejdsmiljøloven
Fra den 1. september er straffen forhøjet for såkaldte materielle overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Materielle overtrædelser er overtrædelser, der indebærer en direkte risiko for sikkerhed eller sundhed. Det kan for eksempel være svejsning uden brug af udsugning eller arbejde i højden uden sikring mod faren for nedstyrtning.
Det oplyser Dansk Håndværk-
For arbejdsgivere betyder det, at grundbøden forhøjes med 4.600 kr. Det betyder, at grundbøden for materielle overtrædelser, der er sket fra 1. september 2021 og fremefter, vil være 24.600 kr. eller 44.600 kr. afhængig af overtrædelsens grovhed.
Udmålingen af bøder til arbejdsgivere for materielle overtrædelser af arbejdsmiljøloven sker med udgangspunkt i en grundbøde, der fastsættes ud fra overtrædelsens grovhed. Hertil kommer et bødetillæg ved overtrædelser, der har medført en ulykke med alvorlig personskade eller død.
Visse materielle overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen er karakteriseret ved, at overtrædelsen har en sådan grovhed, at faren for skade på liv eller helbred eller den mulige skadevirkning generelt er større end ved almindelige materielle overtrædelser. Der kan fx være tale om nedbrydningsarbejde uden rette sikkerhedsudstyr, udgravningsarbejde uden tilstrækkelig sikring mod jordsammenstyrtning og arbejde, hvor der er eksplosionsfare, kvælningsfare, forgiftningsfare eller fare for ætsning. I disse sager er udgangspunktet en grundbøde på 40.000 kr.
Skærpende omstændigheder
”Grundbøden” kan forhøjes, hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge. Herefter kan bøden forhøjes yderligere, hvis der er skærpende omstændigheder ved overtrædelsen. Skærpende omstændigheder er:
- At der er sket skade på liv eller helbred eller opstået fare for det.
- At der tidligere er givet påbud om samme eller lignende forhold.
- At der ved overtrædelsen er opnået eller søgt opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
- At overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.
- Bøden forhøjes normalt med 10.000 kr. for hver skærpende omstændighed.
Særligt skærpende omstændigheder
Bøden kan også forhøjes, hvis der er særligt skærpende omstændigheder forbundet med overtrædelsen. Særligt skærpende omstændigheder er:
- At unge under 18 år er kommet til skade eller har været i fare for at komme til skade ved overtrædelsen.
- At flere personer er kommet til skade eller har været i fare for at komme til skade ved overtrædelsen.
- At den pågældende arbejdsgiver inden for 4 år tidligere er blevet straffet en eller flere gange for en grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen (gentagelse).
- Bøden forhøjes normalt med 20.000 kr. for hver særligt skærpende omstændighed.
Virksomhedens størrelse
Ved udmåling af bøden skal der også lægges vægt på virksomhedens størrelse. Det betyder, at der skal lægges vægt på, hvor mange ansatte der er i virksomheden på tidspunktet for overtrædelsen. Den samlede bøde, det vil sige normalbøden med eventuelle forhøjelser på grund af skærpende og/eller særligt skærpende omstændigheder, bliver differentieret på følgende måde:
- På virksomheder med 0-9 ansatte sker der ingen forhøjelse af den samlede bøde.
- På virksomheder med 10-34 ansatte forhøjes den samlede bøde med 50 pct.
- På virksomheder med 35-99 ansatte forhøjes den samlede bøde med 75 pct.
- På virksomheder med 100 eller flere ansatte forhøjes den samlede bøde med 100 pct.
Artiklen er en del af temaet MesterTips.