23948sdkhjf

Davidsen bygger ny tømmerhandel på Sydfyn

Davidsen Tømmerhandel udvider sin tilstedeværelse i Svendborg fra det salgskontor med de mest nødvendige byggevarer, som blev etableret tidligere i år, til en egentlig tømmerhandel. Det fortæller adm. direktør Henrik Clausen til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

– Det gode er, at vi er dernede og har etableret et godt hold af medarbejdere, siger Henrik Clausen og fortsætter: 

– Det lokale marked har budt os godt velkommen. Derfor har vi valgt at investere i den nye tømmerhandel. 

Davidsen-direktøren holder dermed sit ord fra foråret, hvor han i forbindelse med entréen i Svendborg påpegede, at kundestrømmen og omsætningen ville blive afgørende for, om kæden ville etablere en egentlig tømmerhandel. 

Nybyggeriet bliver små 4.000 kvm til håndværkerbutik og trælast med det professionelle marked som primære målgruppe. 

Forventer ikke flere fynske afdelinger

Alle tilladelser er i hus, men en eksakt dato er der ikke sat endnu, da endelig projektering, en aftale med en entreprenør til projektet og lignende mangler at falde endegyldigt på plads.  

Henrik Clausen forventer dog byggestart i slutningen af oktober eller starten af november, så den nye tømmerhandel kan slå dørene op i 2. kvartal næste år. 

Når tømmerhandlen i Svendborg står klar, vil Davidsen Tømmerhandel råde over tre afdelinger på Fyn, og det vil i Henrik Clausens optik være nok til at dække markedet. 

Østfyn bliver dækket fra Langeskov, hvor Davidsen Tømmerhandel i maj i år overtog den familieejede tømmerhandel XL-Byg Grønfeldt, og Odense. Afdelingen i den fynske hovedby tager sig også af kunder fra det nordlige Fyn. Det vestfynske område dækker Davidsens afdeling i Fredericia, og med byggeriet i Svendborg er Sydfyn også skraveret i Davidsens blå-gule farver.

 

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08