23948sdkhjf

Stark fylder København med byggemarkeder i miniformat

I dag åbner Stark ny Stark Shop på Nørrebro. Det er den fjerde i rækken af små byggemarkeder i København

Stark fortsætter med at udvide sit nye koncept for mindre butikker i København med lokal forankring og personlig service. Og i dag åbner byggemarkedskæden sin fjerde Stark Shop på Nørrebro.

De to første STARK Shops åbnede i december sidste år på henholdsvis Frederiksberg og Amager. Siden er en tredje åbnet på Østerbro, og i dag åbner den fjerde i rækken, denne gang på Nørrebro, nærmere bestemt Nørrebrogade 55. Den nye Shop bliver Stark forretning nr. 75 i Danmark.

En Stark Shop er et byggemarked i miniformat, tilpasset de lokale forhold og placeret lige dér, hvor mange mennesker bor og arbejder. Varesortiment er nøje afstemt med de forskellige kunders behov, og hvad der ikke findes i butikken, skaffes og leveres lynhurtigt fra nærmeste lager.

- Stark Shop er vores svar på udviklingen i København, hvor der ikke længere er plads til store byggemarkeder i den centrale del af byen. Med mindre, lokale shops, der bogstaveligt talt ligger på nærmeste gadehjørne, kan vi alligevel tilbyde vores kunder de byggematerialer, den professionelle rådgivning og branchens bedste leveringsservice, som vi er kendt for. Med den fjerde butik på Nørrebro kommer vi endnu tættere på vores kunder i det indre København, siger regionsdirektør i København Lasse Frederiksen.

 Modtaget med åbne arme

Selv om coronarestriktioner i sagens natur har givet udfordringer hen over vinteren, har kunderne taget godt imod det nye butikskoncept.

- De lokale har modtaget os med åbne arme og siger, at vi er lige, hvad de har manglet i deres kvarter. De ser os som en del af nærmiIjøet - nogle af dem kommer her nærmest dagligt. Det er præcis den position som lokalt byggemarked, vi gerne vil opnå.

For de lokale håndværkere er det en fordel, at vi ligger tæt på de byggerier, de er ved at udføre i lokalområdet. Vi kan hurtigt bringe varer ud til dem, så de sparer tid på at køre og finde p-pladser, hvilket er meget besværligt her i indre København. Det er både effektivt og bæredygtigt for kunderne, fortæller chef for Stark Shop Tom Lyngbo Nowicki.

Den nye shop på Nørrebro ligger i et tæt befolket område med mange ældre lejligheder, der løbende forbedres og renoveres. Det afspejles også i varesortimentet.

- Vi retter dagligt varesortimentet til og skaffer det, som kunderne efterspørger. For eksempel vil de gerne købe skruer i mindre pakninger i stedet for kasser, og så sørger vi for det. På den måde er kunderne med til at bestemme, hvilke varer, der er på hylderne, siger Tom Lyngbo Nowicki.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.158