Byggecenterkæde i domkirkeby breder sponsorkroner ud til flere
Bauhaus var næsten ny i byen, da varehuset tilbage i 2015 valgte at sponsere Roskilde Kongres- og Idrætscenter, der som et led i sponsoraftalen blev omdøbt til Bauhaus Arena.
- Vi har gennem årene været meget glade for at støtte det største omdrejningspunkt i byen for sport og kultur. Alle kender Arenaen, og rigtig mange kommer der i forbindelse med fritidsaktiviteter eller ekstraordinære oplevelser, siger Troels Skaaning, der er varehuschef for Bauhaus i Roskilde.
Store arrangementer som landskampe og Champions League i bordtennis, Supercup i håndbold, EM i karate og koncert med Nephew er bare nogle af de begivenheder i Arenaen, som har givet mange mennesker fantastiske oplevelser.
- Men nu vil vi gerne forny os og være med til at give andre oplevelser ved at støtte mere bredt. Vi vil nemlig fortsat gerne involvere os i den lokale sportsverden ved at støtte en række andre gode initiativer i byen, forklarer Troels Skaaning.
Glæder sig til samarbejdet
Listen over indgåede sponsoraftaler er lang, og Bauhaus glæder sig til samarbejdet. Den tæller nemlig de tre fodboldklubber FC Roskilde, KFUM Roskilde og RB 1906. Men også Roskilde Håndbold og Roskilde Bordtennis plus landsholdssvømmeren Julie Kepp kan se frem til økonomisk støtte.
- Bauhaus i Roskilde ser frem til samarbejdet med alle sponsorpartnere og håber, at partnerskaberne kan være med til at styrke klubberne og den lokale svømmer Julie Kepp, siger Troels Skaaning.
Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.