23948sdkhjf

CO2-reduktion: ”Grønne” mursten koster lidt mere

Randers Tegl vil sætte nye standarder i branchen med en ny serie af mursten, der har dokumentation for et halveret CO2-aftryk.

Under navnet ”Greener” lancerer den familieejede teglkoncern Randers Tegl en serie af mursten med et CO2-aftryk, der er 50 pct. lavere end øvrige mursten i sortimentet. Med den nye serie følger en miljøvaredeklaration (EPD), som nøjagtigt dokumenterer miljøpåvirkningen fra den enkelte sten.

- Bygherrerne ønsker i stigende grad at bygge bæredygtigt, og efterspørgslen på certificeret byggeri er i vækst. Det imødekommer vi nu med en serie af miljøvenlige mursten og tilhørende dokumentation, som rådgiverne kan bruge direkte i deres beregninger for det samlede byggeri, siger adm. direktør Thomas Piper fra Randers Tegl i en pressemeddelelse.

I første omgang er det mursten fra Randers Tegls Vindø-værk ved Hobro, som introduceres i en Greener-udgave. Men når det nye koncept er fuldt indfaset, vil hele virksomhedens sortiment af facade- og tagsten findes i et mere miljøvenligt alternativ. Prisen på en Greener-mursten vil være cirka 10 pct. højere end tilsvarende traditionelle sten.

Nye politiske krav

Lanceringen af Greener sker netop som Danmark har fået en ny national strategi for bæredygtigt byggeri, der sikrer indfasning af CO2-krav på alle større byggerier fra 2023. Strategien stiller større krav til dokumentationen i et byggeri. Derfor er det af stor betydning for projektkunder, at de med den nye produktserie får nøjagtige beregninger for stenenes miljøpåvirkning.

- Dokumentation er nøglen, når der skal arbejdes med miljøcertificering, men også i vores egne bestræbelser på at skabe endnu grønnere produkter. Vi er ikke i tvivl om, at miljøpåvirkningen bliver et afgørende konkurrenceparameter, og vi hilser kravet om dokumentation velkomment. Vores ambition med Greener er netop at skabe markedets mest bæredygtige produkter, siger direktøren.

Forberedelsen af den nye Greener-serie har været en særdeles omfattende proces. Alene EPD’en, der er tredjepartsvalideret af Teknologisk Institut, har taget et halvt år at få på plads. Hertil kommer opbygningen af et nyt logistisk setup, der kan håndtere produktion og lagerføring af de nye Greener-produkter sideløbende med det øvrige sortiment.

Energi fra vindmøller og biogas

Greener produceres på Randers Tegls Vindø-værk ved Hobro, og de største landvindinger er sket i energiforbruget med overgang til vindmøllestrøm og biogas. Tegl brændes ved mere end 1.000 grader C, og gasforbruget udgør lang størstedelen af det samlede CO2-aftryk. Derfor har det stor betydning for den samlede beregning, at den fossile naturgas nu er udskiftet med bæredygtig biogas.

Sideløbende med udviklingen af nye og mere miljøvenlige produkter arbejder Randers Tegl derfor målrettet på at nedbringe sit samlede klimaaftryk. Koncernen energioptimerer bredt på sine fem teglværker, hvor blandt andet mere bæredygtige energiformer, maksimal kapacitetsudnyttelse, ovnoptimeringer og fokus på at minimere spild er i fokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082