Se vinderne: Her er byggeriets digitale frontløbere
- Det er fem vidt forskellige virksomheder, som i år kåres til bygge-og anlægsbranchens mest it-modne virksomheder. Fællesnævneren for de fem virksomheder er modet, evnen og erkendelsen af, at det er nødvendigt at investere i effektive it-værktøjer i en branche, hvor konkurrenceevnen i stadig højere grad skal styrkes på de interne linjer.
- Man kan populært sagt sige, at mens det tidligere var evnen til at slå søm i hurtigst og billigst, som var konkurrenceparameteret, så hentes konkurrencegevinsterne i dag allerede før, man begynder at slå sømmene i. Her er det processerne før, imens og efter, der er afgørende, siger chefredaktør Klaus Tøttrup, Mester Tidende, som sammen med Licitationen-Byggeriets Dagblad netop har kåret de mest it-modne virksomheder.
Klar til droner og robotter
Et dommerpanel bestående af direktør Mette Glavind, underdirektør i DI Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, adm. direktør Martin Profit Jakobsen, it-rådgivningsfirmaet Basit og chefredaktør Klaus Tøttrup, har udpeget de fem vindere.
Vinderne
Tilbudsgivning : Raunstrup A/S, entreprenør- og tømrervirksomhed, Aarhus
Planlægning : Finn L. & Davidsen A/S, el- og vvs-firma, Haslev
Udførelse : B.E Installationer A/S, el- og vvs-firma, Viborg
Aflevering : Malmos A/S, anlægsgartner, Roskilde
Administration : John’s Tømrerfirma v. John Nielsen, Struer
For direktør Mette Glavind, Teknologisk Institut, Bygge&Anlæg er det især meget positivt at følge, hvordan de små, udførende virksomheder i byggebranchen i stigende omfang tager digitale værktøjer i brug og demonstrerer, hvordan det skaber værdi i dagligdagen.
- Hæderspriserne og inspiration fra kon-kolleger i branchen er vigtige elementer for udbredelsen af værktøjerne. Næste skridt er for mig at se at få udvidet de digitale værktøjer til også at omfatte automatiseringsværktøjer som for eksempel robotter til at overtage hårdt og ensformigt arbejde, der slider på kroppen. Der er nye, spændende muligheder med den nye robothund, der ubesværet kan bevæge sig rundt på byggepladser, siger Mette Glavind.
- Det er også oplagt at tage virtual og augmented reality værktøjer i brug for eksempel til oplæring og instruktion. Droner er efterhånden ikke et sjældent syn på byggepladser, og her er der potential i forhold til opmåling og overvågning. Endelig er der et stort uudnyttet potentiale i at udnytte de mange data, som via de digitale værktøjer bliver bragt på en tilgængelig form. Det kan være i forhold til opsamling af erfaring og viden om best-practice og typiske fejl og automatisk notifikation, når der mangler materialer og meget andet, siger Mette Glavind.
Byggeriet med helt fremme
For underdirektør i DI Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen er it-modenhedskonkurrencen et godt pejlemærke for den digitale udvikling i bygge- og anlægsbranchen.
- Der er mange, som fremfører synspunktet om, at bygge- og anlægsbranchen er bagud, når det gælder indførelse af digitale processer og arbejdsmetoder. De har sikkert ret, når det gælder digitale arbejdsmetoder på tværs af byggeriets værdikæde - altså i samspillet mellem aktørerne i byggeprocessen - fra rådgiver til de mange udførende på et byggeri, siger Michael H. Nielsen.
- Men, når det gælder anvendelse af digitale arbejdsmetoder til understøttelse af den enkelte virksomheds egne forretningsprocesser, så mener jeg at synspunktet rammer ved siden af, tilføjer han.
Vigtigt at udveksle data
Ser man på it-modenhedskonkurrencen gennem årene, er der stærke frontløbere, der viser, hvordan de dygtigt implementerer digitale værktøjer til de forskellige processer, hvad enten det drejer sig om kalkulation, projektstyring eller kvalitetssikring.
Og der er en interessant udvikling; nemlig at virksomhederne får mere og mere fokus på samspillet mellem forskellige it-løsninger for herigennem at effektiviserer den samlede forretningsdrift.
- Det hænger sammen med, at der kommer flere og flere it-systemer, som understøtter udveksling af data fra ét system til et andet, hvilket er en god og helt nødvendig udvikling. Genbrug af data mellem systemer må være et krav til de it-leverandører der vil levere til bygge- og anlægsbranchens mange virksomheder, mener Michael H. Nielsen.
Læs mere: Byggeriet køber it-værktøjer med stor omtanke
Fem kerneområder
Tilbudsgivning : Virksomhedens brug af IT-værktøjer til kalkulation, håndtering af afgivne tilbud, styring af pipeline og ordrebog
Planlægning : Virksomhedens brug af IT-værktøjer til planlægning på dag til dag niveau i forhold til ressourcer, planlægning på tværs af projekter, styring af kapacitet på længere sigt o.a.
Udførelse : Det handler f.eks. om styring af materialer og materiel til byggepladserne, registrering af forbrug (tid, materialer) til hurtig fakturering, styring af ekstraarbejde o.a.
Aflevering : Styring af kvalitetssikring, og egenkontrol, effektiv udbedring af mangler, så der ikke spildes ressourcer på ekstra køretid o.a.
Administration : Effektiv styring af sagerne, når de er vundet i forhold til at få styr på betalingsplaner, aconto-fakturering, opfølgning på sagerne, fremsendelse af faktura så snart arbejdet er udført o.a.
Artiklen er en del af temaet De Digitale Håndværkere.