23948sdkhjf

Harald Nyborg-arvingen fik negativ særbehandling

Der er lagt en plan. Det er kun hans far, der kender den.

Men chancerne for, at Erling Daell en dag sidder for bordenden i familiefirmaet, Harald Nyborg, er ret store.

Dels er han allerede både med i bestyrelsen og direktør for firmaets svenske butikker, som også tæller jem & fix-kæden.

Dels ejer Erling Daell, der på tirsdag runder et halvt århundrede, i forvejen 50 procent af aktierne.

Dermed er han hovedarving til den succesfulde detailkoncern, der sidste år gjorde Daell-familien til Danmarks 38.-rigeste ifølge Berlingskes årlige opgørelse.

Faren, Kurt Daell, sidder stadig på 30 procent og formandsposten, mens de sidste 20 procent tilhører Erlings 18 år yngre halvbror, Njal.

Og mens arveplanen ikke er offentliggjort endnu, erklærer Erling Daell sig klar til at tage over, når tiden kommer. Han har da også været i virksomheden i mere end to årtier.

Trods de store værdier knyttet til familien, understreger Erling Daell, at han ikke er født med en guldske i munden.

I barndommen stod den på en sparsommelig husholdning, fortalte han i 2016 til Jyllands-Posten.

Vejen ind i familievirksomheden var heller ikke strøet med rosenblade.

I samme interview med Jyllands-Posten fortæller Erling Daell, at hans far gav direktionen besked på at give arvingen negativ særbehandling.

Efter nogle år oplevede han desuden at gå ned med en depression. Og han var tæt på at forlade koncernen, hvis han ikke fik lov til at begynde igen på nye vilkår.

Det lykkedes, og dermed blev køreplanen til overtagelsen lagt.

Ikke at opstigningen har betydet nye, dyre vaner. I dag erklærer Erling Daell sig fint tilfreds med havregrød frem for kaviar til morgenmad.

Bankbogen er dog solidt nok polstret til, at han for to år siden kunne købe et hus til knap 27 millioner kroner på Frederiksberg i København.

Og ved siden af arbejdet i familiens detailkæde har han investeret noget af sin formue i to andre virksomheder samt et mislykket forsøg på at komme ind på markedet for smykker til teenagepiger.

Han sidder også som medlem af centerrådet i den liberale tænketank Cepos.

Det er dog ikke kun business, Erling Daell går op i. Han grundlagde i 2011 rockbandet The Bullhounds sammen med tre amerikanske musikere. Gruppen, hvor han selv er forsanger, har udgivet to plader, men planerne om en tredje er blevet forstyrret af coronapandemien.

Samme pandemi har udskudt Erling Daells planer om en stor reception i anledning af fødselsdagen.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094