23948sdkhjf

Generations- og direktionsskifte skal bringe vestjysk byggekoncern tættere sammen

Jens Jensen-koncernen i Holstebro skifter ud i toppen for at holde fast i den gode udvikling samt nytænke - og med tiden udvide - forretningsområderne. 

Koncernens nye direktion kommer til at bestå af koncerndirektør Jan Bodilsen samt direktør for Jens Jensen Murer & Entreprenør A/S, Jonas Vejgaard, og direktør for Jens Jensen Tømrer & Snedker A/S, Marius Sloth. 

– Den nye ledelse sigter strategisk efter at øge synergien mellem murer- og tømrervirksomheden. Derfor er der indgået en eksklusiv aftale mellem Jens Jensen Murer & Entreprenør A/S og Jens Jensen Tømrer & Snedker A/S, siger den nye koncerndirektør Jan Bodilsen, og fortsætter:

Fakta: Jens Jensen-koncernen

Jens Jensen-koncernen, som har base i Holstebro og mere end 130 år på bagen, består af to virksomheder: Jens Jensen Murer & Entreprenør A/S og Jens Jensen Tømrer & Snedker A/S. 

Samlet beskæftiger firmaerne 60–70 medarbejdere. 

Koncernen udfører total-, hoved- og fagentrepriser samt serviceopgaver for det offentlige, virksomheder og private.

– Fleksibilitet, optimal ressourceudnyttelse og vidensdeling bliver afgørende for at fortsætte og udbygge den positive udvikling, som vi har oplevet de seneste fire-fem år. 

Generationsskifte og ændringer i bestyrelsen

Jonas Vejgaard på 33, adm. direktør Jørn Vejgaards søn, overtager sin fars ejerandel og direktørpost i Jens Jensen Murer & Entreprenør A/S. Jonas Vejgaard, der i forvejen er ansat i virksomheden, er uddannet murer og bygningskonstruktør. 

–  Jeg er selvfølgelig spændt. Men det er også med en vis ro i maven, jeg går til opgaven. Virksomheden har de seneste år præsteret gode resultater og er i dag særdeles fornuftigt funderet økonomisk, påpeger Jonas Vejgaard, der har et særligt fokus: 

– Medarbejdernes kompetencer og samarbejdsevner er altafgørende for vores DNA, som er kompromisløs kvalitet. Og det vil det blive ved med at være, fastslår den nye direktør og indehaver. 

Adm. direktør Jørn Vejgaard på 66, som netop har fejret 50-års jubilæum, træder således i baggrunden og giver plads til et generationsskifte, der skal være med til at styrke fremtidssikringen af den mere end 130-årige entreprenørvirksomhed i Holstebro. 

Når Jørn Vejgaard trapper ned på arbejdstiden, betyder det, at han fremadrettet vil være at finde i virksomheden som deltidskonsulent samt menigt medlem af bestyrelsen. Her bliver advokat (H) Jes Andersen fra Advokathuset Funch & Nielsen samtidig ny bestyrelsesformand, og den tidligere formand Eigil Bodilsen fortsætter som menigt medlem.

Direktør- såvel som ejerskiftet fandt officielt sted den 1. september 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093