50 års jubilar: Arbejdede 45 timer om ugen – plus det løse
VVS montør Heri Sørensen fra John Jensen VVS fejrer 50 års jubilæum
- Det er næsten ikke til at fatte. For 55 år siden rullede jeg som lærling rundt på cykel med rørene på ryggen og vi havde én boremaskine til deling blandt fire lærlinge og en svend. I dag kører lærlingene afsted i servicebiler med et helt værksted i lastrummet, siger vvs-montor Heri Sørensen (PR-foto)
Det er vvs montør Heri Sørensen fra Sengeløse, der som 50 års jubilar fra John Jensen VVS i Hedehusene sætter udviklingen i relief med et tilbageblik på midten af 1960’erne, hvor han som ung lærling hos Gert W. Nielsen i Taastrup lagde grunden til et langt liv med blik og rør.
– Den faste arbejdstid var 45 timer, og lærlingene var kontraktligt forpligtet til hver dag efter arbejdstid at feje og rydde op på værkstedet i mindst ti minutter uden løn.
- Og vi arbejdede også om lørdagen. Søndag var ugens eneste fridag, pointerer Heri, der - efter svendeprøven på Fagskolen i Roskilde - i 1970 rykkede til sit første job som blikkenslager og rørlægger i Hans Erhardt Jensen VVS i Taastrup.
Væksteventyr
Der skulle gå knap 30 år, inden Heri ved årtusindskiftet tog hul på et nyt spændende kapitel og satte sit navn på en kontrakt hos John Jensen VVS, der videreførte Hans Erhardt Jensen – et valg han aldrig har fortrudt.
- Det har været spændende at være del af firmaets udvikling, og det er virkelig gået stærkt: Da jeg startede i år 2000, var vi 13 medarbejdere og nogle få servicebiler. I dag råder firmaet over 100 biler, er tæt på 200 medarbejdere, og mange af dem har jeg gennem årene været med til at uddanne, konstaterer Heri Sørensen, der i forlængelse af 50-års-jubilæet som 72-årig har droslet ned på jobbet som vvs montør og startet en tre dages arbejdsuge.
- Der skal jo også være plads til børn og oldebørn, pistolskydning i Sengeløse Skytteforening og de daglige 6 kilometer med hunden, smiler Heri Sørensen, der hædres med Dronningens æresmedalje for tro tjeneste og fejres med festreception hos John Jensen VVS den 3. september fra klokken 13:00 til 17:00 i firmaet i Hedehusene.