23948sdkhjf

NCC-firma vinder årelang klimasikring i Randers

Fremtidsudsigterne byder på mere regn, hyppigere skybrud og højere vandstand i Gudenåen. Ved Vorup i Randers skal den udfordring løses med et klimaprojekt i Storkeengen, der samtidig bliver et rekreativt område. 

Vandmiljø Randers og Randers Kommune har valgt NCC-firmaet Jakobsen & Blindkilde, der er specialister i naturprojekter og -genopretning, til at løfte opgaven. De skal sammen med ingeniørfirmaet Orbicon-WSP og C.F. Møller Architects og Geo som underrådgivere føre planerne for naturområdet Storkeengen ud i virkeligheden. 

Byggeriet starter primo september og forventes afsluttet i 2022. Projektets samlede kontraktsum er cirka 23 mio. kr. og udføres i forretningsenheden NCC Building Nordics, oplyser NCC i en pressemeddelelse.

 – Netop naturprojekter og spildevandstekniske løsninger er vores spidskompetencer, og vi har mange års erfaring fra en lang række tidligere opgaver, siger Lasse Hvam, produktionschef hos Jakobsen & Blindkilde, der ser frem til at sætte gang i det ambitiøse projekt på Gudenåens sydside. 

Håndtering af skybrud og stigende vandstand

Klimaprojektet indebærer, at Storkeengen omdannes til at kunne håndtere skybrud og stigende vandstand i Gudenåen, og når man nu er i gang, gør man samtidig området til et rekreativt område tæt på Randers centrum, der giver nemmere adgang til Gudenådeltaet. 

Randers Kommune har allerede arbejdet med separatkloakering som en del af klimatilpasningen, men byens lavest liggende områder kræver en ekstra indsats. Storkeengen er et af de områder. 

– Vores ambition er, at projektet i vision og realisering vil være til inspiration for fremtidige løsninger, der kombinerer klimasikring og byudvikling til glæde for byens borgere og klimaet, fortæller Lasse Vilstrup Palm, chef for C.F. Møller Architects afdeling for Landscape & Urbanism, som kan berette om international opmærksomhed om projektet. 

Del af klimasikringen af hele byen

Bydelen Vorup ved Storkeengen har i mange år været udfordret af ekstrem regn og stigende vandstand i Gudenåen. Almindeligt regnvand fra tage, parkeringspladser og veje i Vorup skal føres i ledninger under jorden, mens skybrudsveje anlægges i forbindelse med eksisterende veje til at lede voldsom regn væk fra beboelseskvarteret og ned til Storkeengen. 

I Storkeengen opsamles en del af vandet i et rensebassin, hvor det renses, inden det lukkes ud i Gudenåen. Som en del af arbejdet skal der etableres et rensebassin, rørgennemføringer og et stormflodsdige med pumpestation. 

– Vi tager i virkeligheden fat på hele klimasikringen af Randers by med projektet på Storkeengen. Vi har været med fra startfasen, og det er et spændende projekt ingeniørteknisk også i lyset af de udfordringer, vi kan forvente os med store vandmængder i fremtiden, siger Allan Bo Mikkelsen, der er senior projektleder hos ingeniørvirksomheden Orbicon-WSP. 

Nyt dige højvands- og skybrudssikrer Storkeengen

De eksisterende diger bliver suppleret af et nyt 270 meter langt sikringsdige. Diget skal primært højvands- og skybrudssikre Storkeengen og det bebyggede område syd for Storkeengen. 

For borgerne etableres der nye stier ved engen, som giver bedre adgang til Gudenåen og engområdet og ind til Randers Centrum. Samtidig laves der vadesteder for kreaturer, så engen fortsat kan afgræsses. Storkeengen, som er på 83 hektar, er dermed tværfagligt med elementer af natur, klimasikring, regnvandshåndtering, byudvikling og infrastruktur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093