23948sdkhjf

MgO-plader udskiftes nu på sygehus efter årelang strid

Nu bliver vindspærrepladerne på sengebygningen på Kolding Sygehus, der skyder op i ni etagers højde, udskiftet efter flere års strid om, hvem der skal betale for byggefadæsen.

Det skriver JydskeVestkysten.

I artiklen fremgår det, at pladerne bliver udskiftet af HS Hansen, der også var entreprenøren, der i 2015 satte pladerne op på sengebygningen. Arbejdet vil stå på indtil omkring årsskiftet.

- Vi har nu åbnet op, og vi kan se, at blandt andet nogle metalprofiler er blevet påvirket, siger Kenneth Holm, der var projektchef på byggeriet i Kolding, til JydskeVestkysten.

Ifølge avisen forsøgte bygherren, Region Syddanmark, da sagen kom frem i 2016, at indgå et forlig med entreprenøren HS Hansen og rådgiveren Niras, men parterne har ikke kunnet finde en løsning.

JydskeVestkysten skriver, at regionen og entreprenøren sidste år indgik en midlertidig aftale, hvor de i første omgang deler regningen på mellem 10 og 15 millioner kroner, og hvem der så i sidste ende skal betale, bliver afgjort i en voldgift.

- I forhold til selve byggeriet og betalingen så har regionen en sag med entreprenøren. Men når det kommer til at placerer et ansvar, så er der både bygherre, entreprenør og rådgiver, der står med en sag, siger Kenneth Holm til JydskeVestkysten.

I alt skal mere end 5500 kvm vindspærreplader udskiftes, og arbejdet kommer ikke til at få betydning for sygehusets drift, skriver avisen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094