23948sdkhjf

Udenlandske virksomheder bygger mest på den nye Storstrømsbro

Op til det første spadestik på den nye Storstrømsbro i september 2018 var der en vis ængstelighed hos erhvervsdrivende på Sydsjælland og Falster over, at store italienske entreprenører skulle stå i spidsen for milliardbyggeriet.

Italienernes forsikring om, at de ville gøre deres ypperste for at få lokale firmaer med på projektet vakte derfor begejstring hos direktør Lars Sørensen i installationsvirksomheden Enelco. Det skriver Fagbladet 3F.

Som et af de førende el-firmaer på Lolland-Falster har Enelco arbejdet på store hospitals- og skolebyggerier, og nu var de klar til at byde sig til på opførelsen af Storstrømsbroen. 

- Vi satte himmel og hav i bevægelse, for det var en spændende opgave, og når der endelig kommer sådan et stort projekt ned i vores del af landet, så ville vi gerne være en del af det, siger el-direktør Lars Sørensen til Fagbladet 3F. 

Men det skulle vise sig at blive en slem skuffelse.

Tidligere har Fagbladet 3F kunne fortælle, at store selskaber fra Rumænien, Portugal og ikke mindst Italien sidder på omkring 75 procent af byggeriet af den nye Storstrømsbro, trods det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV) løfter om at prioritere lokale firmaer og arbejdskraft.

Lang næse flere gange
Lars Sørensen har samlet budt ind på opgaver på Storstrømsbroen fem gange, men har hver gang fået en lang næse. 

Det var først mindre opgaver i prisklassen 200.000-500.000 kr., blandt andet el-arbejdet på en pumpestation og strøm til byggeplads og skurby. 

Men i sommeren 2019 henvendte SBJV sig igen til Enelco med et stort installationsprojekt til flere millioner kroner. 

Ifølge Lars Sørensen var det et dårligt udbudsmateriale fra italienerne med unøjagtige oplysninger om mængder, pris og teknisk udførelse, men efter en periode med skiftende udmeldinger fra SBJV besluttede Enelco alligevel at gå efter kæmpeordren. 

Enelco-direktøren gik sammen med et andet lokalt el-firma, Rask EL, for at lave et godt tilbud til SBJV. 

- Vi brugte mange ressourcer og havde en advokat på for at lave et joint venture, så vi var sikre på, at vi overholdt lovgivningen og ikke kom i problemer med konkurrencereglerne, fortæller Lars Sørensen.

Hørte om italiensk vinder fra anden side
De to lokale firmaer sendte deres tilbud, men så skete der ikke mere. 

- Vi hørte ikke noget fra dem. Selv om vi har rykket dem fem-seks gange, har vi ikke hørt fra dem siden. Men vi har så hørt fra anden side, at det er et italiensk firma, der har fået tildelt opgaven, siger Lars Sørensen. 

I stedet for at vælge lokale firmaer valgte SBJV at hyre italienske Standard System Engineering, som kommer med deres egen arbejdskraft og har oprettet en filial med adresse hos Det Italienske Handelskammer i Danmark. 

Og sådan er det gået med mange af de helt store ordrer på Storstrømsbroen - igen og igen vinder italienske selskaber.

Fagbladet 3F har fra Vejdirektoratet fået en opgørelse over de største virksomheder med flest ansatte på brobyggeriet, og her dominerer italienerne. 

Ud over hovedentreprenøren SBJV er seks ud af de ti største underentreprenører fra Italien.

Fagbladet 3F har fået et skriftligt svar fra SBJV. 

Spørgsmål: Kan SBJV forstå, at det er en stor skuffelse for et lokalt firma at se sig forbigået til fordel for et italiensk firma, når SBJV har udtalt, at de vil bruge lokale firmaer og lokal arbejdskraft? 

- Selskaber, der byder på opgaver, skal selvfølgelig altid have direkte besked om resultatet. Hvis det ikke er sket i denne situation, skal vi selvfølgelig beklage det. Vi kommenterer af princip ikke tilbudsgivning fra enkelte selskaber, da de i sagens natur er fortrolige. Men vi kan generelt sige, at vi altid vælger det selskab, hvor vi får den bedste opgaveløsning inden for det afsatte budget, lyder det fra SBJV’s danske pressetalsmand Christian Lemvigh.

Spørgsmål: Hvad er årsagen til, at SBJV konsekvent vælger at bruge italienske underleverandører på Storstrømsbroen?

- Vi mener, at det er en forkert præmis. Vi har gjort en særlig indsats for at invitere danske virksomheder til at deltage, men vores udfordring er, at byggesektoren i Danmark i årevis har været over maksimal kapacitet. Derfor har mange danske virksomheder desværre valgt ikke at deltage i vores udbud, og derfor er der et flertal af udenlandske virksomheder, der arbejder med projektet, lyder det fra SBJV – denne gang fra Luciano Brunetti, der er direktør i det italienske byggeselskab Itinera, som fører an i SBJV-konsortiet, 

SBJV understreger, at de er meget tilfredse med niveauet for lokal arbejdskraft på Storstrømsbroen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14