23948sdkhjf

Betonplader og armeringsjern i metervis binder universitetshospital og universitet sammen

Bag Syddansk Universitet tager den nye fakultetsbygning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU Sund, form. Bundplader er støbt, armeringsjern i metervis ligger klar, og vægge rejser sig på byggepladsen mellem Syddansk Universitet og det kommende universitetshospital, Nyt OUH. 

Siden 1. spadestik i november 2019 har byggepladsen undergået en stor forandring fra bart område til et område med aktivitet i begge ender af byggepladsen.    

– Der er høj aktivitet og god fremdrift på byggepladsen, og vi arbejder med flere parallelle aktiviteter. Vi skal i alt bygge 50.000 nye kvm og er i gang i begge ender af pladsen med kælderkonstruktioner og masser af støbearbejde, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Med Vejdirektoratet som bygherre

SDU Sund er et af fire projektet, hvor Vejdirektoratet i marts 2018 overtog styringen fra Bygningsstyrelsen.

Daværende Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen traf beslutningen om at flytte projekterne som en konsekvens af problematiske projektforløb med voldsomme budgetoverskridelser.

Ud over projektet i Odense gælder det Niels Bohr Science Center og Statens Naturhistoriske Museum samt to byggeriet ved Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Aalborg Universitet.

I starten af maj blev en stor kælderbundplade tæt på universitetets eksisterende bygninger støbt i en sammenhængende støbning over 10 timer. De næste måneder er det væggene, det gælder, så kælderen bygges op.  

For at sikre både byggegrube og universitetets eksisterende bygninger er der mod den store kælderbundplade etableret en væg af sekantpæle. Sekantpælene i beton er støbt for at bidrage til at sikre universitetsbygningerne mod at skride ned i den fremtidige kælder under arbejdets udførelse. Terrænforskellen mellem de eksisterende bygninger og bunden af den nye kælder er cirka 12 meter.

Koblingszone mod syd 
Mod syd arbejder entreprenøren på den såkaldte koblingszone. Det er her den nye fakultetsbygning skal bygges sammen med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH, så universitet og hospital forbindes. 

Bundpladen blev støbt tilbage i marts måned i en sammenhængende støbning over 16 timer, hvor i alt cirka 2.100 kbm beton blev fordelt på cirka 80 x 60 meter. På bundpladen bliver væggene støbt mellem to forskallingsplader.   

– Størstedelen af væggene er støbt i den del af byggeriet, som skal forbinde universitet og hospitalet. Armeringsjern bliver støbt ind i kældervæggene og gulve for at øge byggeriets styrke. Armeringsjernet indstøbes desuden med det formål at få en tæt væg uden synlige revner. Vi forventer, at de sidste kældervægge er støbt i løbet af uge 22. Herefter gælder det installationerne i kældergulvet, det vil sige blandt andet ventilation og kloakrør som skal etableres, inden vi skal støbe en plade ovenpå. Det er den plade, der vil udgøre gulvet, siger Per Seidelin.  

SDU SUND forventes overdraget til Syddansk Universitet og taget i brug i starten af 2023.

Kort om SDU Sund

SDU Sund er en ny fakultetsbygning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet. Fakultetsbygningen vil forbinde Syddansk Universitet med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH. 

Den nye bygning bliver 50.000 kvm. 

Byggeriet er opdelt i seks entrepriser. MT Højgaard har entreprisen for byggeplads og råhus, der er under opførelse nu.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093