23948sdkhjf

Køkkenfirma ser mod boligforeninger og offentlige bygherrer

Med et resultat på 300 mio. kr. kom Nobia Danmark, der står bag køkkenkæderne HTH, Invita og Unoform, ud af 2019 med bundlinjerekord. Særligt godt er det gået på hjemmemarkedet, hvor en brandmæssig overhaling har sikret flere privatkunder, og end ikke den verserende coronapandemi har indtil videre kunnet knægte de danske kunders lyst til køkkenkøb.

- Noget af det, jeg rigtig gerne vil fremhæve, er, at vi i 2019 virkelig startede med ombygninger i forhold til det nye butikskoncept, og de steder, vi er nået i mål, har det haft en fantastisk indvirkning, fortæller Rune Stephansen, adm. direktør i Nobia Danmark til Wood Supply.

Det er hans vurdering, at de opdaterede butikker blandt andet har været med til at løfte privatsalget, som gennem 2019 var voksende.

- De private kunder har været en vigtig prioritet for os; det var også derfor, vi tog hul på ombygningerne, og på tværs af alle vores varemærker har vi oplevet, at det har haft en rigtig god effekt, lyder det fra direktøren.

Hans vurdering er dog, at det endnu ikke har rykket markant på fordelingen mellem private og erhvervskunder.

- Vi har jo en målsætning om at vækste i begge segmenter, hvilket også er sket, så fordelingen ligger stadig omkring 70/30 med hovedparten på erhverv, forklarer Rune Stephansen.

Stigende salg trodser krisen
Med 64 millioner føjet til bundlinjen, et driftsresultat, der i 2019 voksede med næsten 25 pct., og en egenkapital, der ved årets udgang lød på små 575 mio. kr., var Nobia således godt rustet, da man i starten af marts begyndte at indstille sig på en forestående coronakrise.   

- Da coronaen ramte, var vi meget hurtige til at forberede os, og vi var helt indstillet på, at vi i løbet af meget kort tid ville opleve en markant nedgang, fortæller Rune Stephansen, der peger på, at selskabet ligesom den samlede køkkenbranche blev særdeles hårdt ramt under finanskrisen. I denne omgang ser det dog ud til at gå anderledes. 

- Som ugerne er gået, er vores store uro blevet afløst af en optimisme, forstået på den måde at vi faktisk ikke har oplevet en nedgang i salget, fortæller Rune Stephansen.

 Tværtimod er salget hos Nobia vokset.

- Vi ligger bedre end sidste år, og uden at sætte tal på vil jeg sige, at vi oplever et rigtig stærkt køkkenmarked i øjeblikket, lyder det fra direktøren, der trækker paralleller til den virusrelaterede vækst, byggemarkeder og dagligvarerhandler oplever i øjeblikket.

- Folk har mere tid til projekter i hjemmet og også til madlavning, så det kan sagtens tænkes at have en positiv afsmitning, lyder vurderingen.

Ser mod boligforeninger og offentlige bygherrer
Noget andet, der ifølge Rune Stephansen kan komme til at smitte positivt af på Nobias salgstal, er suspenderingen af anlægsloftet samt de mange fremrykkede investeringer, der barsles med i kommuner og regioner.

- Jeg synes allerede, vi kan fornemme, at tingene begynder at røre på sig, og der er helt sikkert en del boligforeninger, der vil benytte lejligheden til at sætte gang i renoveringer, så det holder vi nøje øje med, fortæller han.

Rune Stephansen peger på, at de forskellige segmenter typisk topper forskudt. Derfor kunne man også frygte, at krisen ville ramme de private projektbyggerier, der stadig udgør hovedparten af Nobias projektportefølje, men ifølge køkkendirektøren er der også stadig godt gang i den del af forretningen.

- Helt overordnet er det vores oplevelse, at kunderne stadig agerer, som de gjorde før corona; man skal selvfølgelig være forsigtig med forudsigelserne, men for nuværende må vi bare konstatere, at vi i hvert fald ikke har oplevet en nedgang. 

Investeringer  og nye markeder på hold
I det store og hele er det meste altså business as usual hos Danmarks største køkkenproducent. Produktionen i Ølgod kører for fuldt tryk, og fortsætter det sådan, barsler koncernen med op mod 40 nyansættelser.

Ikke desto mindre har virksomheden som alle andre skullet finde sine ben i en virkelighed, der på mange måder er blevet vendt på hovedet, og hos Nobia har det betydet, at diverse projekter for nuværende er sat på hold. Det gælder blandt andet den store investering, man over de næste år har planer om at foretage i produktionen i Ølgod.

- Men der er ikke noget, der som sådan har ændret sig, forsikrer Rune Stephansen.

- Det bliver bare forskubbet en smule, så vi genoptager de nødvendige investeringer på den anden side, og fra 2021 kommer vi til at skrue markant op for investeringstakten i Ølgod, slår han fast.

Det samme gælder koncernens planer om at indtage Benelux og Nordtyskland.

- Vi havde egentlig regnet med at åbne i Hamborg til december, men det er klart, at grænselukningerne også har sat de planer på hold – men der er ingen tvivl om, at vi kommer derned, for vi ser et meget interessant marked for Nobia i det område, lyder det fra direktøren, der slutteligt sætter en tyk streg under, hvem æren for virksomhedens vækst og rekordår tilfalder.

- Det er alt sammen vores medarbejderes fortjeneste, og jeg er så utrolig glad og taknemmelig over, at de altid stiller op og gør deres absolut bedste for virksomheden.

NOBIA Denmark A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 2.614,4 2.559,7
Resultat af primær drift 383,9 308,3
Resultat før skat 384,1 308,4
Årets resultat 300,3 235,8
Balancesum 1.057,0 979,1
Egenkapital 574,6 517,1
Gns. antal ansatte 1.252 1.305
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097