23948sdkhjf

Johannes Fog går en spids tilbage men fastholder andel

Et stagnerende marked resulterede sidste år i en mindre tilbagegang hos Johannes Fog. Det viser byggecenterkædens netop offentliggjorte årsregnskab.

Her endte omsætningen på 1.197 mio. kr., og blev dermed 27 mio. mindre end det foregående års, mens resultatet før skat lød på 32,6 mio. kr. og dermed på niveau med sidste års resultat. Ifølge selskabets ledelsesberetning har man således fulgt markedet, hvor statistikker peger på et fald i branchens omsætning for aktører i hovedstadsområdet på omkring 2 pct.

Fakta: Johannes Fog A/S

Johannes Fog A/S blev grundlagt i 1920 som Johannes Fogs Tømmerhandel i Lyngby.

 

Koncernens hovedområde er Nordsjælland med byggecentre i Lyngby, Farum, Fredensborg, Helsinge, Herlev, Hørsholm, Kvistgård, Vordingborg og Ølstykke samt et bolig- og designhus i Lyngby.

– Jeg er godt tilfreds. Der har i 2019 været hård konkurrence om markedsandele. Det primære fokus for Fog i 2019 har været fortsat at øge effektiviteten samt at fortsætte arbejdet med at forbedre kundeoplevelsen og kundeservicen – og det er lykkedes for os. Vi har haft fokus på effektivitet, procesoptimering, servicekultur, digitalisering og omkostningsstyring, siger Carsten Ludvig, adm. direktør i Johannes Fog, i en pressemeddelelse.

Vil styrke position og konkurrenceevne
Direktøren peger på, at der i de kommende år vil være fortsat fokus på at styrke markedsposition og konkurrenceevne.

– Vi opererer i en industri med lave marginer, hvor økonomiske resultater skabes ved at få alle tandhjul til at fungere optimalt. Kundeservice, købmandskab, logistik, digitalisering og effektivitet er blandt nøgleordene, udtaler Carsten Ludvig. Han fortsætter:

– Det må dog forventes, at vi vil blive påvirket af Covid‐19 udbruddet – både i forhold til kunder, medarbejdere og økonomi. Vi følger situation nøje med henblik på at tilpasse os bedst muligt, og sikre at Fog fortsat vil være en stærk og sund virksomhed også i de næste 100 år, lyder det.

For nuværende er virusudbruddet imidlertid ikke noget, der har sat spor i finanserne hos den sjællandske byggecenterkæde, hvor første kvartal ifølge årsrapporten blev realiseret på niveau med budgettet.

Johannes Fog A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 1.197,3 1.224,1
Resultat før af- og nedskrivninger og finansielle poster (EBITDA) 54,0 55,5
Resultat før skat 32,6 32,8
Årets resultat 25,2 28,8
Balancesum 733,3 723,8
Egenkapital 479,2 463,1
Gns. antal ansatte 434 444
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096