23948sdkhjf

142 meter - nu bliver Danmarks højeste boligbyggeri en realitet

Lighthouse, et 142 meter højt boligtårn, begynder nu at tage form på spidsen af Aarhus Ø. Ejerkredsen bag byggeriet kan nemlig fortælle, at alle formelle forbehold er ophævet, plantegningerne er endelige, bundpladen til tårnet er støbt og salget af de 395 lejligheder kan officielt gå i gang. 

– Vi har fra starten haft en ambition om, at Lighthouse ikke blot skal indeholde lejligheder på 200-300 kvadratmeter til tocifrede millionbeløb. Derfor er det et byggeri, hvor der er også er et stort antal to- og treværelses lejligheder og hjem for familier, par, unge og ældre, der gerne vil have en god udsigt midt i Aarhus, fortæller Claus Hommelhoff, der sammen med blandt andre Kilden og Hindby er en del af ejerkredsen i Lighthouse United ApS, som overtog projektet efter finanskrisen.

Der er længe blevet rumsteret, gravet og forberedt til Fyrtårnet på byggepladsen på spidsen af Aarhus Ø. I marts måned begynder Lighthouse også at tage form i højden, hvor der vil blive bygget en etage om ugen.

Med fra første streg

Arkitektvirksomheden 3XN står bag Lighthouse og har været med fra første streg blev tegnet på første etape af projektet. 

Kim Herforth, stifter og kreativ direktør hos 3XN, glæder sig over, at Lighthouse-projektet nu kan fuldendes og markere sig som et vartegn for Aarhus: 

– Lighthouse er et fascinerende projekt. Det har en helt særlig nærhed til havet, hvilket har givet inspirationen til arkitekturen. Bugtens bølger er med til at forme bygningen og med en placering helt ud til Aarhus Bugten vil Lighthouse markere sig som et fyrtårn og vartegn for hele Aarhus.

Entreprenørvirksomhed Aarsleff står for opførelsen af Lighthouse.  

I år 2022 står Lighthouse-byggeriet så færdigt som Danmarks højeste boligbyggeri med 45 etager og med Aarhus Bugten som nærmeste nabo. 

Første etape af Lighthouse blev bygget i 2012 og nu bliver projektet fuldendt med i alt tre nye bygninger – Fyrtårnet, Kanalhuset og Promenadehuset. 

Udsigtsplatform og restaurant i toppen
Lighthouse opføres på spidsen af Aarhus Ø, en bydel som er i rivende udvikling, og hvor boliger, restauranter, teater, havnebad og meget andet er kommet – eller kommer til - i løbet af de seneste år. 

Ambitionen med Lighthouse er at skabe et byggeri, som er med til at udvikle den nye bydel og gøre Aarhus Ø attraktiv for beboere såvel som besøgende og turister. Derfor vil der i toppen af tårnet være en udsigtsplatform samt restaurant eller café, som bliver tilgængelig for offentligheden. 

I stueplan kommer blandt andet café eller restaurant samt et bugtcenter, hvor besøgende kan lære mere om Aarhus Bugten. 

Fakta om Lighthouse

Lighthouse kommer til at bestå af i alt seks bygninger, hvoraf tre bygninger er bygget i 2012 og de tre nye – Fyrtårnet, Promenadehuset og Kanalhuset – står færdig i 2022. Fyrtårnet bliver 142 meter fordelt på 45 etager. Hele byggeriet kommer til at bestå af 395 lejligheder, udsigtsplatform og restaurant eller café i toppen samt et bugtcenter og restaurant eller café i stueetagen.

Der er på nuværende tidspunkt solgt 70 boliger i byggeriet. Byggeriet rummer boliger med to til fem værelser, hvoraf størstedelen har udsigt til Aarhus Bugten.

Fundamentet til Fyrtårnet har krævet en helt særlig metode. Det betyder, at der er støbt 28 pæle 70 meter ned i jorden med en diameter på to meter. Oven på pælene er der støbt en bundplade af 1.400 kbm beton, hvori der desuden er 300 ton armering.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062