23948sdkhjf

Grundlægger sælger ud og forlader AG Gruppen

Efter 33 år i AG Gruppen, tidligere Arkitektgruppen, har Jørgen Witting valgt at sælge sin aktiepost til sin kompagnon Robin Feddern. I forvejen ejer Robin Feddern halvdelen af aktierne i AG Gruppen og udvider således dette ejerskab til 100 pct. 

Det oplyser projektudviklingsselskabet i en pressemeddelelse mandag. 

Jørgen Witting startede i 1986 Arkitektgruppen sammen med to partnere, og frem til 2015 var han selskabets administrerende direktør. Derefter fungerede han som koncernens bestyrelsesformand.

I forbindelse med aktieoverdragelsen den 31. december 2019 fratræder Jørgen Witting alle sine poster i koncernen, og det nuværende bestyrelsesmedlem Lars Holst overtager posten som bestyrelsesformand.

Jørgen Wittings fratræden, ændrer ikke på AG Gruppens strategi, som også fremover vil være fokuseret på by- og ejendomsudvikling i stærke samarbejder med branchens øvrige aktører, lyder det i pressemeddelelsen.

Navnet er også nyt 

AG Gruppen fik sit nuværende navn i maj i år, hvor selskabet sagde farvel til det oprindelige navn, Arkitektgruppen. 

Forklaringen på navneskiftet lød i den forbindelse, at det var led i en proces, hvor projektudviklingsselskabet foretager strategiske investeringer i at favne hele værdikæden.  

Hidtil havde kerneforretningen været projektudvikling og totalentreprenør, hvilket nu er suppleret med større fokus på investeringsrelationer og strategiske samarbejder. 

 

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094