23948sdkhjf

Sag om MgO-plader: Derfor blev totalentreprenør frifundet

Totalentreprenør frifundet efter reglerne om byggetidens viden og udviklingsrisiko, da han på tidspunktet for valget af materialer ikke vidste eller burde vide, at MgO-pladerne var uegnede
Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo maj 2019 og vedrører hæftelse for mangler ved MgO-plader, herunder spørgsmål om udviklingsrisiko og byggetidens viden.
Totalentreprenøren frifindes i denne sag, da der på tidspunktet for valget af MgO-pladerne ikke var indhøstet sådanne erfaringer med MgO-pladernes egenskaber og egnethed, at de kunne anses for sådan gennemprøvet, at der kunne siges at foreligge en viden, hvorefter MgO-pladerne kunne anses for forsvarlige og fornuftige til formålet.

Det blev især lagt til grund ud fra BYG-ERFA-bladet af den 27. december 2013, da totalentreprenøren var berettiget til at lægge oplysningerne deri til grund for sit materialevalg den 7. februar 2014.
Eftersom voldgiftsretten under sagen tilføjede, at problemerne med MgO-pladerne først blev kendt ved BYG-ERFA-bladet af den 5. maj 2015, kan man måske endda tilsnige sig den konklusion, at entreprenører, der således har valgt MgO-plader efter den 27. december 2013, men før den 5. maj 2015, muligvis har udsigt til frifindelse i mangelsager ved MgO-plader.

Sagsfakta:
Bygherre 1 (BH1) udbød ved udbudsbrev af den 8. november 2013 en totalentreprise om opførelse af ungdomsboliger. Totalentreprenør (TE) indleverede tilbud den 2. december 2013.
BH1 og TE indgik totalentrepriseaftale den 21. januar 2014. Projekteringen var imidlertid opstartet allerede i uge 3/2014, grundet BH1’s ønske om, at ungdomsboligerne kunne så klar til indflytning så tidligt som muligt.

TE’s myndighedsprojekt forelå den 7. februar 2014 og indkøbte herefter den 19. februar 2014 Power Board-M-plader til brug for byggeriet.
Tilladelse til byggeriet forelå fra kommunen den 4. marts 2014.
Byggeriet blev herefter taget i brug den 28. juli 2014 og afleveret den 21. august 2014.

Ved brev af den 18. juni 2015 reklamerede BH1 til TE over mangler ved de anvendte vindspærreplader. Der blev herefter udmeldt syn og skøn og iværksat et afhjælpningsprojekt.
BH2 indtrådte herefter i BH1’s krav.
BH2 indledte således voldgiftssag mod TE med krav i anledning af mangler den 16. december 2016.
Ifølge et BYG-ERFA-blad af den 27. december 2013 var der en udbredt anvendelse af de såkaldte MgO-plader. Omtalen i blandet advarede ikke mod, at pladerne havde uheldige fugtsugende egenskaber.

Voldgiftsretten
Med baggrund i skønserklæringerne lagde voldgiftsretten indledningsvis til grund, at MgO-plader, herunder de i denne sag omhandlede Power Board-M-plader, er uegnede til anvendelse i dansk klima som udendørs vindspærreplader i lette facader med ventilerede konstruktioner. Dette fordi bindemidlet magnesiumoxidchlorid (også kaldet magnesit eller sorelcement) er ustabilt ved høj relativ fugtighed, og fordi pladernes indhold af salte medfører fugtsugende og fugtafgivende egenskaber, hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med kendelserne TBB 2017.779, TBB 2018.907 samt TBB 2019.369.
Voldgiftsretten fandt herefter, at det var ubestridt, at TE havde haft frit materialevalg angående vindspærrepladerne. Samtidig fandt voldgiftsretten, at det var TE, som traf beslutning om anvendelse af Power Board-M-plader.

Spørgsmålet var herefter, om TE kunne ansvarsfritages ud fra ”byggetidens viden”?

Ud fra de i sagen foreliggende oplysninger fandt voldgiftsretten herefter, at endelig beslutning om produktvalg ikke kunne anses for truffet før det tidspunkt, hvor TE’s myndighedsprojekt forelå færdigt den 7. februar 2014. MgO-pladerne måtte således på dette tidspunkt ifølge voldgiftsretten anses for gennemprøvet, jf. BYG-ERFA-bladet af den 27. december 2013.
TE blev således frifundet efter reglerne om byggetidens viden og udviklingsrisiko, idet TE på tidspunktet for valget af materialer ikke vidste eller burde vide, at MgO-pladerne var uegnede.
BH måtte således bære den objektive risiko for mangler.

Voldgiftsretten tilføjede under sagen, at problemerne med MgO-plader først blev kendt ved BYG-ERFA-bladet af den 5. maj 2015.

LÆS OGSÅ: Entreprenør frikendt for MgO-ansvar
Læs mere om: MGO
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113