23948sdkhjf

Kæmpe skolebyggeri til 900 millioner bliver blandt Danmarks dyreste

Den suverænt dyreste post på Københavns Kommunes budget for 2020 bliver et stort skoleprojekt til 900 mio. kr.

I det enorme regneark, der opgør Københavns Kommune indtægter og udgifter for 2020, skiller linje 29 sig ud.

I hvert fald målt på antallet af millioner, politikerne har valgt at bruge på dette ene projekt.

Cirka 900 mio. kr. er der således i alt sat af til at bygge og drive en ny folkeskole på Hannemanns Allé, der bliver nabo til Royal Arena i Ørestad, oplyser Københavns Kommune.

Det skriver TV 2 Lorry.

Med i prisen følger også en helt ny svømmehal, idrætshal, madskole, kommunal fritidsordning og fritids- og juniorklub. Det kunne børne- og ungeborgmester, Jesper Christensen (S), for nylig fortælle i forbindelse med offentliggørelsen af det nye budget.

- Det er en overordentlig glædelig nyhed for borgerne i Ørestad, sagde han.

Ifølge flere politikere på Københavns Rådhus, som TV 2 Lorry har talt med, er der tale om Danmarks til dato dyreste skolebyggeri. Det hænger blandt andet sammen med, at det er dyrt at købe byggegrunde i København.

Samtidig er København én af de eneste kommuner i landet, der har behov for at bygge nye skoler på grund af massiv befolkningstilvækst. Og med den generelle prisudvikling og nye krav til folkeskoler, vil det nyeste skolebyggeri i byen på den måde som regel ofte overgå den næstnyeste skole som landets dyreste, lyder forklaringen.

Skolen skal stå færdig i 2023, og til den tid kan alle borgere i Ørestad se frem til at benytte sig af skolens svømme- og idrætshal efter skoletid. Det sker for at imødekomme det stigende behov for fritidsfaciliteter.

At der overhovedet skal bygges en skole på Hannemanns Allé, skyldes at Kalvebod Fælled Skole og Ørestad Skole ikke længere har plads til det voksende børnetal i Ørestad.

Det er et såkaldt funktionsprogram, der sætter rammerne for, hvad nye skoler i København skal indeholde afhængig af hvor mange spor, der skal bygges.

Spørgsmål: Sofie Seidenfarden, hvorfor koster projektet hele 900 mio. kr.?

- Man skal se det som en skole i sammenhæng med en svømmehal, en idrætshal og fritidsklub. Den fungerer både som skole og et sted, hvor beboerne i Ørestad kan dyrke fritidsaktiviteter. Ser man isoleret på byggeriet af skolen, er det ikke dyrere end de øvrige skoler, der bygges i København. Vi vil i højere grad forsøge at sætte funktioner sammen i København, og så løber det op og bliver mange penge, siger Sofie Seidenfarden.

De senere år har København fået flere nye skoler. Kalvebod Fælled Skole stod klar i 2018 og kostede cirka 400 mio. kr. Skolen i Sydhavnen kostede i 2015 200 mio. kr., Grøndalsvænget Skole blev i år ombygget, renoveret og udvidet for 188 mio. kr. og Holbergskolen blev også i år helhedsrenoveret for 82 mio. kr.

København vokser med over 1000 børn om året, og der skal bygges op mod 10-15 nye skoler over de næste 20-25 år, oplyser ressourcedirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Nicolai Kragh Petersen, til TV 2 Lorry:

- Når vi laver prognoser, sker det på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, og den udvikling der er i det givne byområde. I det her tilfælde er det Ørestad, og der bygges mange boliger. Og så kigger vi ind i, hvornår der igen opstår behov for en ny skole. Det er der ifølge vores prognoser igen omkring år 2027, hvor vi forventer at have bygget en ny skole i forbindelse med det nye kvarter ved Vejlands Allé, siger ressourcedirektøren.

Fakta: Skoler i København kommunes budgetter

- Københavns Kommune bruger i alt cirka 3,2 mia. kr. i budgettet for 2020.
- Ca. 900 mio. kr. går til den nye skole på Hannemanns Allé.
- Skolen, idrætshallen og madskole koster 549 mio. kr.
- Svømmehallen koster 222 mio. kr. og vil indeholde et 25-meters bassin til konkurrencer, et varmtvandsbassin, et undervisnings- og legebassin og en tilskuertribune.
- Desuden sættes der penge af til genhusning, leje af pavilloner, tidlig opstart af skolen og udvendigt vedligehold af skolen samt drift af idrætshal og svømmehal.
- Idrætshallen får en springprofil med flere springgrave, trampoliner og øvrige elementer til springaktiviteter. Derudover vil der være mulighed for idrætsaktiviteter som basket, badminton, dans, rytmik og kortbanehåndbold.

Kilde: Københavns Kommune

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085