23948sdkhjf

Skou Gruppen skal bygge hele Vibys dagligstue

Sammen med Christensen & Co Arkitekter, Primus Arkitekter, Sted og Orbicon har totalentreprenør Skou Gruppen vundet konkurrencen om det nye Viby kulturhus og bibliotek. Det skriver førstnævnte i en pressemeddelelse. 

Bygningen skal blive et nyt samlingspunkt for hele den østsjællandske by: Byens nye dagligstue. 

Kulturhuset og biblioteket bliver 1.400 kvm og skal ligge som en vital del af byens gamle bymidte og i tæt kontakt til stationen.

- I vores forslag til Vibys nye kulturhus og bibliotek, vægter vi de sociale zoner højt. Vi har skabt et byggeri, som bliver hele byens nye dagligstue. Et kulturhus med plads til musik og teater, og et sted hvor alle byens borgere har adgang til viden og kultur på tværs af aldersgrupper, køn og interesser, siger Saskia Peinow, designer manager fra Christensen & Co Arkitekter, i pressemeddelelsen. 

Snup en bog, mens du venter på nyt pas
Den bærende ide bag arkitekturen er, at huset skal være både et opholdssted og en smutvej i byen, og her spiller de sociale zoner og den imødekommende arkitektur en central rolle. 

Viby kulturhus og bibliotek - Hele byens dagligstue 

Viby bibliotek og kulturhus bliver 1.400 kvm og skal stå færdigt i 2021.

Roskilde Kommune er bygherre på projektet som Skou Gruppen er totalentreprenør på.

Rådgivningsteamet bag opgaven omfatter Christensen & Co Arkitekter, Primus Arkitekter, Sted Landskab og Orbicon ingeniører.

Huset har to etager. På 1. Sal findes biblioteket, der er designet som ét sammenhængende, åbent plan, hvor alle rum står i forbindelse med hinanden. I biblioteket er afdelinger målrettet voksne, børn og tweens, og det er også i denne del af bygningen, at Vibys kulturhistoriske arkiv med tilhørende depotet får sit nye hjem. 

I husets stueetage er funktioner som borgerservice, café, multisal og værksteder placeret for at skabe mest mulig synergi mellem husets aktiviteter. Fx skal du få lyst til at besøge biblioteket eller værkstederne, selvom du egentlig bare skulle have ordnet nyt pas i borgerservice.

Byggeri til DGNB-sølv – mindst
Ambitionerne for projektets bæredygtighed er høje, og byggeriet skal certificeres til mindst DGNB-sølv. 

I projektet har rådgiverholdet arbejdet med en vision for bæredygtighed, der omfatter en totaløkonomisk tankegang, fokus på holdbare materialer, et ressourcebevidst koncept for en energieffektiv bygning og styrkelse af lokalområdet samt de mange former for fællesskab, som med det nye kulturhus og bibliotek får ideelle rammer for udfoldelse. 


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092