23948sdkhjf

Cembrit siger farvel til sit fødested

Denne måned er det store flyttedag for medarbejderne hos Cembrit Holding og Cembrit Danmark. 

Den store leverandør af tag- og facadeprodukter i fibercement rykker nemlig sit hovedsæde fra Sohngårdsholmsvejved den gamle Eternitgrund i Aalborg til en ny lokation i byen - nærmere bestemt Gasværksvej ved byens havnefront. Det oplyser Cembrit i en pressemeddelelse.

Cembrit har sit udspring på Eternitgrunden, hvor den daværende Dansk Eternit-fabrik i Aalborg startede produktionen i 1927. Navnet blev ændret til Cembrit i 2008.

På den nye adresse får byggematerialeleverandøren råderum over 1.225 kvm kontor samt 590 kvm til værksted og opbevaring. Samtidig går de ansatte fra at være fordelt på seks etager til at blive samlet på én etage.

Industrigrund under forvandling

Tidligere i år lukkede Cembrit også sit 26.000 kvm store lager på den gamle Eternitgrund i Aalborg.

Med den manøvre forsvandt 12 arbejdspladser med tilknytning til lageret.

Den 64.000 kvm Eternitgrund har gennem mange år været under omdannelse til et nyt bykvarter med boliger og erhverv. De første boliger stod klar i 2011.

Følger strategisporet
Flytningen betegnes af Cembrit som en del af den igangværende udvikling med opbygning af en ny regional struktur, der skal styrke samarbejdet mellem gruppens nordiske selskaber. 

Processen blev iværksat, da Morten Rosager Andersen i 2018 tiltrådte i en nyoprettet stilling som administrerende direktør for Cembrits Nordiske Region. 

Siden da er blandt andet samarbejde på funktionsniveau øget, ligesom salgsorganisationen er nytænkt under den nye salgsdirektør Karsten Østergaard Larsen, der tiltrådte i februar i år

Alle hovedsædets godt 60 medarbejdere ud af i alt omkring 90 medarbejdere i Danmark flytter med til de nye lokaler. Antallet af ansatte omfatter både Cembrits danske division samt Cembrit Holding, der er moderselskab til 19 datterselskaber i Cembrit-gruppen med omkring 1.400 ansatte i mere end 20 lande.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094