23948sdkhjf

Bygningsstyrelsen bortviser fem ansatte

En teamleder og fire medarbejdere er afskediget efter sag om potentiel snyd med it-udstyr, som Kemp & Lauritzen har været involveret i

I alt ni medarbejdere fra Bygningsstyrelsen og teknikentreprenøren Kemp & Lauritzen A/S fra Albertslund er nu bortvist i en sag om muligt snyd med indkøb af it-udstyr.

For få uger siden blev fire medarbejdere fra Kemp & Lauritzen bortvist, og nu lider fem af Bygningsstyrelsens ansatte samme skæbne.

- I forbindelse med vores interne undersøgelse er der fundet grundlag for at bortvise fem medarbejdere. Der er fundet dokumentation for klare overtrædelser af vores regler om modtagelse og indkøb af udstyr, fortæller pressechef Carsten Engedal fra Bygningsstyrelsen til Licitationen-Byggeriets Dagblad.

Det drejer sig om en teamleder og fire medarbejdere fra det pågældende team.

Undersøgelse klar til august
Bygningsstyrelsen satte Statens husadvokat Kammeradvokaten til at gennemføre en intern undersøgelse i foråret, efter Kemp & Lauritzen havde gjort opmærksom på, at der var fundet tegn på "uregelmæssige indkøb" af it-udstyr på en serviceaftale, som entreprenøren er ansat på.

Ansatte snupper udstyr

I løbet af 2019 har to større sager verseret, hvor ansatte i byggebranchen skulle have indkøbt varer på de pågældende virksomheders regning til egen fortjeneste.

Den ene vedrører Kemp & Lauritzen og Bygningsstyrelsen. På en serviceaftale har en række medarbejdere købt telefoner og tablets. I alt har 13 medarbejdere været suspenderet og heraf 8 bortviste. En enkelt af de fem ansatte, som Kemp & Lauritzen suspenderede, er blevet frikendt.

I den anden sag er to medarbejdere i entreprenørvirksomheden Skou Gruppen politianmeldt for i samarbejde med en eller flere leverandører at stå bag omfattende svindel. De to medarbejdere skulle have indkøbt varer på firmaets regning for et større millionbeløb

Kemp & Lauritzen står for vedligehold af de tekniske installationer i en række af styrelsens lokaler i hovedstadsområdet.

Kort tid efter suspenderede Bygningsstyrelsen otte ansatte, og heraf er fem nu blevet bortvist. Det sker selvom undersøgelsen først ventes færdig til august, da der allerede nu skulle være tilstrækkeligt grundlag for at bortvise fem af dem.

Hvad der sker med de resterende tre, hvad der præcist er fundet beviser for, og hvor store beløb der er tale om, vil først blive offentliggjort, når undersøgelsen fra Kammeradvokaten er færdig. Det er også uvist, om der er grundlag for en politianmeldelse.

Telefoner og tablets
Sideløbende med Bygningsstyrelsen har Kemp & Lauritzen gennemført en undersøgelse, som advokatfirmaet Kromann Reumert og revisionsfirmaet Deloitte var hyret til. Resultaterne blev offentliggjort for få uger siden.

Der blev fundet beviser for, at fire af entreprenørens medarbejdere havde snydt med indkøb af mobiltelefoner, tablets og covers på aftalen med Bygningsstyrelsen. Udstyret var blevet indkøbt under dækbetegnelser på virksomhedens regning.

Desuden havde enkelte af medarbejderne arrangeret ekstraordinært dyre restaurantbesøg for en ansat i Udenrigsministeriet, der også er på virksomhedens kundeliste.

For Kemp & Lauritzens vedkommende er det samlede beløb i undersøgelsen opgjort til cirka 270.000 kr., hvoraf størstedelen - cirka 186.000 kr. - vedrører mobiltelefoner og tablets.

Adm. direktør Peter Kaas Hammer beskrev det som en i alle henseender træls sag uden vindere, da konklusionerne i undersøgelsen var blevet offentliggjort.

- Og så er det en sag, hvor vi ikke har været i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Vi kan ikke tolerere, at enkelte medarbejdere i en koncern som vores på den måde gambler med virksomhedens ry og rygte. Det er uacceptabelt, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad i en artikel fra den 7. juni.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098