23948sdkhjf

Bo Michelsen fordobler ejerkredsen

Byggevirksomheden Bo Michelsen A/S i Tønder har udvidet ejerkredsen med den mangeårige medarbejder ingeniør Jeppe Markmann Olesen. 

Det oplyser den syddanske byggevirksomhed i en pressemeddelelse. 

Med hans indtræden fordobles ejerkredsen, idet administrerende direktør Søren Leerskov Rasmussen de sidste fire år har været eneejer af virksomheden. 

- Jeppe og jeg komplementerer hinanden rigtig godt, både fagligt og når det gælder vores personlige kompetencer, og vores parløb gennem processen med at trimme virksomheden til fremtidens opgaver har tydeliggjort de gevinster, vi som virksomhed kan høste af et samarbejde i ejerkredsen, siger Søren Leerskov Rasmussen.

Ifølge det centrale virksomhedsregister, CVR, har Jeppe Markmann Olesen en ejerandel på 10-14,99 pct. via selskabet JM Olesen Holding ApS. Søren Leerskov Rasmussens firma SLR Holding ApS har de resterende 90-99.99 pct. af ejerskabet. 

Ny strategi føder nye projekter
Samarbejde og ejerskab er ikke blot forbeholdt de indre linjer i Bo Michelsen, men er et af nøgleordene i den strategi, de to ejere har lagt for fremtidens byggeprojekter. 

De første projekter med fokus på samarbejde er allerede sat i søen. 

I marts måned annoncerede Bo Michelsen opførelsen af 160 boliger på Honnørkajen Haderslev Havn, hvor virksomheden både er totalentreprenør og sammen med en række lokale virksomheder også står som investor bag projektet. 

- Projektet er på mange måder en syntese af vores strategi. Her tager vi et meget konkret ejerskab samtidig med, at vi har etableret et stærkt samarbejde med de øvrige investorer og leverer et markant byggeri, der skal skabe rammen om 160 familiers liv, siger Jeppe Markmann Olesen i pressemeddelelsen. 

Investorrollen er ikke ny for Bo Michelsen. Ud over boligprojektet på Haderslev havn, er virksomheden blandt andet også medejer af en nyopført biograf i Haderslev.

Fakta: Bo Michelsen A/S

Udfører opgaver i såvel hoved- og totalentrepriser som fagentrepriser og reparationer for både private, erhvervslivet og offentlige kunder i hele Syddanmark.

Med base i Tønder og Haderslev beskæftiger virksomheden cirka 80 medarbejdere og havde i 2018 et overskud på knap tre mio. kr. 

Bo Michelsen har blandt andet stået bag opførelsen af Alssund Kollegiet i Sønderborg, renoveringen af 11 boligblokke for Danbo i Nordborg og opførelsen af et nyt sundhedscenter i Haderslev.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078