Vejentreprenør dropper dieslen
En af landets store vejentreprenører, Pankas A/S, tager nu et opgør med luft- og partikelforureningen fra selskabets mange dieselmaskiner. Fremover kører store dele af Pankas' cirka 300 anlægsmaskiner på syntetisk diesel, kaldet GTL, lavet på naturgas.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Årsagen er, at Pankas ønsker at sænke luftforureningen især til gavn for medarbejderne der står og arbejder på strækningen, samt borgere der bor i nærheden.
- Når der findes oplagte alternativer til diesel, er det kun naturligt, at vi afvikler dieslen i det omfang, vi kan. GTL-brændstof kan hældes direkte på vores maskiner, og det giver væsentlig færre gener for vores folk og for trafikanter og naboer til vores anlægsarbejder, siger David Bredahl, teknisk chef i Pankas A/S.
500.000 liter
Han uddyber, at GT, har en renere forbrænding, der fjerner op mod 30 procent af de skadelige partikler fra maskinernes udstødning. Det er maskiner så som asfaltudlæggere, vejtromler og andet tungt grej, der fremover skal køres på GTL.
Udskiftningen svarer til, at omkring 500.000 liter diesel bliver udskiftet med det naturgasbaserede brændstof. Lige nu er det primært de store asfaltafdelinger i Sorø og Funder ved Silkeborg, som har afviklet diesel.