DLH på jagt efter ny partner – eller køber
Det er blevet tid til at se på, hvordan DLH kan blive større.
Sådan lyder konklusionen fra virksomhedens bestyrelse, efter DLH mandag kunne præsentere sit bedste årsregnskab i 11 år.
I en meddelelse til Fondsbørsen skriver DLHs bestyrelse, at man nu vil indlede en strategisk review proces, og det betyder, at DLH er på udkig efter nye vækstmuligheder.
- Det er tid til at se på, hvordan DLH kan blive større – eller en del af noget andet, siger bestyrelsesformand Michael Hove til Wood Supply.
Derfor har virksomheden ansat rådgiverne Oaklins Denmark. De skal afklare DLHs strategiske situation og undersøge de muligheder, der er for trækoncernen.
- Måske skal vi tages af Fondsbørsen, måske skal vi finde en ny partner, eller måske skal vi blive en del af en større virksomhed, siger Michael Hove, der ikke vil kommentere på, om nogle løsninger allerede nu ligger mere lige for end andre.
Det rette tidspunkt
Det er de særligt gode resultater i 2018 der ligger til grund for, at DLH nu undersøger hvilke muligheder, der er for at vokse yderligere.
- Vi er færdige med vores turnaround. Vi har en forretning, der på alle måder er i topform med blandt andet ny ledelse og nyt lager. Og skal vi se på nye muligheder, så er det når vi kan præsentere gode tal og har styr på det strukturelle i virksomheden, siger bestyrelsesformanden, der mandag kunne fremvise et regnskab, hvor bundlinjen i 2018 voksede fra 2,8 mio. kr. til 6,3 mio. kr. før skat for de fortsættende aktiviteter. Også omsætningen fik et løft.
Trods meldingen om konsoliderings-tanker er det dog ikke det overskyggende mål for DLH i 2019:
- Vores hovedfokus er at drive en lønsom forretning. Ved siden af tager vi så et kig på vores muligheder, siger Michael Hove på vegne af DLH, der har planer om at vækste 5 procent hvert år.
Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.