23948sdkhjf

Krise banede vejen for ejerskifte hos køkkenfirma

Finanskrisen fik Aubo Productions stifter, Jens B. Bertelsen, til at sætte generationsskifte i gang. Han hyrede adm. direktør Torben Andersen, der i dag ejer 25 procent af virksomheden.

Selv om kriser er uønskede, så kan de nogle gange blive en katalysator for at foretage de ændringer, der i sidste ende fremtidssikrer virksomheden. Det har køkkenelement-producenten Aubo Productions A/S i hvert fald erfaret.

Virksomheden, der blev etableret af Jens B. Bertelsen i 1985, blev for ti år siden ramt af finanskrisens konsekvenser. For første gang havde den kurs mod røde tal på bundlinjen, og der måtte handling til. Men i stedet for at gå i flyverskjul tog ledelsen en ambitiøs beslutning, fortæller Aubos adm. direktør, Torben Andersen.

– Nogle gange kan man godt få indtrykket af, at det kun er virksomheder, der bliver købt af kapitalfonde, som udfolder deres fulde potentiale. Men det er jo ikke sandt. Vi er familieejede, og vi er ikke til salg. Vi besluttede os for, at vi ville gøre det lige så godt, som hvis det var en pengestærk kapitalfond, der ejede os, siger han.

At det er Torben Andersen, der i dag udtaler de ord, er en væsentlig pointe i historien. For op til krisetidspunktet var Aubo ejerledet. Stifteren, Jens B. Bertelsen, kunne dog se, at en turn-around ville kræve ekstra kræfter i ledelsen, og dermed startede han reelt et glidende generationsskifte i den familieejede virksomhed.

– Finanskrisen betød, at jeg måtte overveje at nedskalere, men samtidig var det vigtigt, at vi produktudviklede for at fremtidssikre virksomheden. Jeg vidste med det samme, at produktudviklingen ville kræve hele min opmærksomhed. Derfor var vi nødt til at få én mere ind, der kunne stå for det administrative, siger Jens B. Bertelsen.

Direktør fik ejerskab fra start
Heldigvis havde Jens B. Bertelsen i nogen tid luret på en anden erhvervsperson, som huserede i hjembyen Aulum, der ligger mellem Herning og Holstebro, og sådan kom Torben Andersen ind i billedet. Jens Bertelsen forstod fra begyndelsen, at han måtte give den nye direktør et håndfast incitament.

– Det var fra starten af en del af aftalen, at Torben skulle få mulighed for at købe 25 procent af virksomheden. Det var et tilbud fra min side af, og det handlede om, at jeg gerne ville binde ham til huset, så han ikke pludselig stak af. Jeg ville i hvert fald gøre det svært for ham at komme væk, siger en smågrinende Jens B. Bertelsen.

Dermed havde han også igangsat et glidende generationsskifte, som i dag er blevet til virkelighed. I dag er både Torben Andersen og Bertelsen-familien ejere af virksomheden. Torben Andersen har det overordnede direktøransvar, mens 70-årige Jens Bertelsen står for indkøbet og produktudviklingen.

Makkerparret har sørget for, at Aubo og virksomhedens cirka 85 medarbejdere benytter en høj grad af automatisering i produktionen, og at virksomhedens salg er blevet spredt over flere markeder, hvilket gør den mindre konjunkturfølsom. Virksomhedens vækst stiger med tociftede procent­rater hvert år, og planen er at fortsætte på den måde.

Professionel bestyrelse er central
Beder man direktør Torben Andersen om at komme med et godt råd til andre ejerledede virksomheder, som overvejer at ændre de grundlæggende strukturer for at få fart på væksten, så fremhæver han ét punkt: Man skal have assistance udefra.

– Når man bliver ramt af en udfordring, så kan man enten flygte eller kæmpe. Dem, der flygter, de gemmer sig reelt bare og håber balladen går over. De vil få det svært. Vi valgte at kæmpe og i processen foretage det genera­tionsskifte, der kunne fremtidssikre virksomheden, siger han og tilføjer:

– Vi valgte samtidig at ruste os. Vi hyrede eksterne eksperter, og vi fik en professionel bestyrelse, som vi kan lægge arm med. Man tror nogle gange, man selv ved en masse, men det gør man altså ikke altid. Man skal ikke være bange for at bruge ressourcer på at få hjælp. De penge kan være givet godt ud.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business. 

Læs mere om: Aubo
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073