23948sdkhjf

Skuden er vendt: Tvilum har solidt fodfæste efter konkurs

Fokus på kerneopgaverne har vendt bundlinjen og udviklingen hos den konkursramte møbelgigant

På årsdagen for Tvilums genrejsning efter en historisk konkurs i februar 2018 kan møbelgiganten nu præsentere sit første årsregnskab i det nye Tvilum.

Og tallene ser lovende ud.

Fra maj til december 2018 lød nettoomsætningen på 700 mio. kr. Samtidig er det reelle driftsresultat estimeret til omkring 20 mio. kr., korrigeret for store engangsomkostninger i perioden, der betegnes som "Den første rigtige driftsperiode". 

- Vi har vendt en milliardforretning fra konkurs til overskud. Det er vi selvfølgelig stolte af, siger virksomhedens administrerende direktør Torben Porsholdt til Wood Supply fra sit kontor i Fårvang ved Silkeborg.

Tallene står i konstrast til de seneste seks år før konkursen, hvor Tvilum i alt tabte 461 mio. kroner.

Fundamentet på plads
Selvom stoltheden over de gode resultater kan spores i et bredt smil hos Torben Porsholdt, gør han en dyd ud af at understrege, at der er tale om stabilisering af virksomheden - ikke rekordvækst.

- Vores mål har været at få lagt et godt fundament. Så kan væksten altid komme senere, siger direktøren.

Det har han og resten af ledelsen forsøgt gennem en række tiltag:

Blandt andet er varesortimentet skåret ned, og strategi- og handleplaner er ændret for at sætte fokus på de kerneværdier, der er i Tvilum.

- Grundlæggende handler det om, at vi skulle finde tilbage til Tvilums kerne. Vi skulle erkende, at Tvilum handler om stor volumen i produktionen og små marginer. For os handler det om storproduktion – så skal vi ikke forsøge at opføre os som noget andet, siger Torben Porsholdt.

Den nye retning i det nye Tvilum har også sat sit tydelige præg på produktionen i Fårvang. 

Et klart eksempel på dén nye retning ses med den store ordre fra Ikea, som Tvilum modtog i efteråret. Her har Tvilum arbejdet ihærdigt for at give det bedste tilbud – og så til gengæld få en stor ordre i hus.

Kunderne er blevet
Ikke kun fokus på Tvilums kerne har bidraget til de gode resultater i 2018 - også gennemsigtighed har været et vigtigt parameter.

- Vi har hele tiden gjort meget ud af at vise og fortælle vores kunder, hvor langt vi har været med vores resultater. Det har været vigtigt med åbenhed for at skabe den nødvendige troværdighed, siger direktøren.

Og noget tyder på, at strategien har virket:

Ingen kunder har forladt møbelgiganten trods usikkerheden efter konkursen, og samtidig er flere store ordrer begyndt at trille ind ad døren i Fårvang.

- Måske skyldes det, at vi kom hurtigt i gang igen efter konkursen, men jeg tror også, at vores gennemsigtighed har spillet ind. Vi har vist, at vi er til at stole på, siger Torben Porsholdt.

Selvom han ser tilbage på 2018 med en god fornemmelse, mener han dog ikke, at alt endnu er faldet på plads i det nye Tvilum.

- Fundamentet begynder at være på plads, men det er det ikke helt endnu. Det må vi også arbejde på i 2019. Fra 2020 kan vi give den gas, siger direktøren.

Resultaterne for det første regnskabsår i det nye Tvilum dækker over en svær opstartsperiode med  et driftsmæssigt underskud på 28,5 mio. kr., medarbejderforpligtigelser og store engangsinvesteringer. Samtidig løber perioden fra 12. februar til 31. december, og det er derfor svært at sammenligne årets resultater med tidligere år.

Tallene i artiklen er derfor er udregnet af Tvilum selv – med udgangspunkt i de sidste otte måneder af året, som virksomheden har vurderet til at være ”Den første rigtige driftsperiode”. Virksomhedens revisor har godkendt tallene, der også indgår i den officielle årsrapport. 

Regnskabet for 2017 blev aldrig indleveret før det gamle Tvilum gik konkurs og er derfor ikke offentligt tilgengængeligt. 

Tvilums afdeling i Polen indgår ikke i regnskabet. 

Tvilum A/S
mio. kr. 2018
Nettoomsætning 756,8
Driftsresultat  91,8
Resultat før skat 77,4
Årets resultat 59,2
Balancesum 363,6
Egenkapital 69,2
Antal ansatte 523
Regnskabsåret løb fra 9 februar 2018 til 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079