23948sdkhjf

Konkurser kostede 3.000 bygge-job i 2018

982 bygge- og anlægsvirksomheder gik sidste år konkurs. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2017 og samtidig det højeste antal siden 2010, hvor 1.005 virksomheder måtte dreje nøglen om.

Forklaringerne er flere, mener cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri.

- For det første er der hård konkurrence i branchen, selv om aktiviteten er høj. For det andet har mange byggevirksomheder svært ved at tjene penge og konsolidere sig. Fx er nogle virksomheder vokset kraftigt, men når man går fra at have få opgaver ad gangen til lige pludselig at have mange, så kræver det et andet overblik og en anden organisation.

Hver anden er inaktiv
Hele 2,6 procent af byggeriets aktive virksomheder gik sidste år konkurs, og det er den højeste andel i hele erhvervslivet, viser tal fra Danmarks Statistik.

- På godt og ondt, er byggeriet en branche med stor virksomhedsdynamik. Der er både mange nystartede virksomheder og mange konkurser. Og selv om det er ubehageligt for de involverede – og deres samarbejdspartnere, er stor konkurrence og høj virksomhedsdynamik på sigt med til at udvikle en branche, mener Bo Sandberg.

Alt er dog ikke sort i sort. Godt halvdelen af konkurserne ramte ikke-aktive virksomheder, hvilket vil sige virksomheder uden ansatte og med en omsætning på max en mio. kr.

Beskæftigelsen stiger
Det høje antal konkurser berører derfor færre ansatte end i 2010, der fortsat står som det mest blodige år i nyere tid. Dengang mistede 4.200 ansatte jobbet, mens sidste års konkurser var mere nådige ved blot at ramme 2.900 beskæftigede.

Samtidig viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, at ledigheden er på det laveste niveau siden 2009, mens antallet af lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen nåede det hidtil højeste niveau med 164.153 i oktober.

Både faldet i antal ledige samt stigningen i antal modtagere forventes dog at flade ud i løbet af 2019. Det vurderer Dansk Byggeri med henvisning til blandt andet bygge- og anlægsvirksomhedernes ordrebøger, som nu bliver mindre tykke.

Ifølge Danmarks Statistiks månedlige konjunkturbarometer faldt ordrebøgerne fra et højt niveau på 5,9 måneders arbejde i gennemsnit i juli, august og september til nu 5,3 måneders arbejde ved indgangen til 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078