23948sdkhjf

Her renses 110 liter vejvand i sekundet

Det er Danmarks første renseanlæg af sin slags, der nu er taget i brug i Ørestad. Det nye anlæg kan med en ny grøn teknik rense 110 liter vejvand i sekundet.

Anlægget er etableret af Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab og By & Havn, mens renseteknikken er opfundet af professor Marina Bergen Jensen fra Københavns Universitet, fremgår det af en pressemeddelelse.

Efter forsøg kommer storskala
Efter en række forsøg på mindre anlæg har Marina Bergen Jensen sammen med Rambøll, Watercare og Hofor udviklet metoden, så den nu kan tages i brug i stor skala og rense vejvand fra Ørestad Syd, så det bliver rent nok til at blive ledt direkte ud i Naturpark Amager.

- Vi har opfundet en grøn teknologi, der er inspireret af den måde, som stoffer transporteres gennem jordlag på ude i den danske natur. Det såkaldte dobbeltporøse filter, som vi har udviklet, kan rense vejvandet helt uden brug af strøm eller kemikalier, forklarer opfinderen af filteret, professor Marina Bergen Jensen.

Vandet fra vejene bliver gennem rør ledt til renseanlægget, hvor det først bliver renset for blade, plastkapsler, poser og andre grove partikler.

Herfra løber vandet ind i et slags sandwich-filter, hvor den dobbeltporøse filtrering sker. Via tyngdekraften flyder vandet gennem renseanlægget, som fanger og renser meget små partikler og andre forurenende stoffer. Derefter får vandet lov til at løbe videre ud i Naturpark Amager - nu renset for snavs.

Vejvand væk fra kloakkerne
Det nye renseanlæg til vejvand er en stor forbedring både for natur og klima.

Vejvand fra byområder er forurenet med f.eks. mikroplast, tungmetaller og næringssalte.

Det kan forurene søer, vandløb og grundvand, hvis det ledes direkte ud og ellers bruger man energi på at pumpe vejvandet ud til et renseanlæg sammen med spildevand.

For at løse det problem, har forsyningsselskabet Hofor nu for første gang etableret et lokalt anlæg af stor kaliber til at rense vejvand.

- Vi har kastet os over denne metode, fordi den løser en række udfordringer med vejvandet. Ved at rense det lokalt kan vi bruge vandet lokalt til rekreative formål i stedet for at pumpe det gennem byen og ud til et renseanlæg. Det er bedre for området og bedre for miljøet. Og så er metoden så kompakt, at den kan etableres i bynære områder, siger projektleder fra Hofor, Claus Mouritsen og fortsætter:

- Samtidig mindsker vi den mængde regnvand, der ender i kloaksystemet, og det er med til at lette presset på vores kloakker, når det regner kraftigt.

Plus for klimasikringen
Byudviklingsselskabet By & Havn, der udvikler Ørestad og andre byområder i København, er også med til at opføre renseanlægget.

- Det er en udfordring for ingeniører og byudviklere verden over at klimasikre byerne og tilpasse dem de øgede nedbørsmængder, vi har oplevet de senere år. I byudviklingen af Ørestad har vi fra start håndteret regnvandet, der falder på “rene" flader som f.eks. tage eller cykelstier, lokalt. Og nu kan det beskidte vejvand også blive renset lokalt i Ørestad Syd. Det er et stort plus for klimasikringen, siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.

Anlægget er etableret under jorden på Asger Jorns Allé, og oven på renseanlægget bliver der på sigt anlagt en plads, der tænker det rene vand ind som et rekreativt element, når det ledes fra pladsen og ud i Naturpark Amager.

I Danmark har man ikke ellers renset vejvand i samme grad - men de stigende nedbørsmængder øger behovet for at tilbageholde vandet lokalt, og så er det vigtigt, at vejvandet udledes til vandmiljøet i ren tilstand, fortæller Marina Bergen Jensen.

Filter skal afhjælpe problemer
- Som samfund er vi blevemere opmærksomme på at beskytte vandmiljøet, men miljømyndighederne har manglet metoder til at gøre noget ved udledningen fra byerne. Jeg håber, at vi med denne løsning kan bane vejen for klimarobuste byer med et højt naturbeskyttelsesniveau i resten af Danmark og udlandet, siger Marina Bergen Jensen.

Lige nu fokuserer Marina Bergen Jensen på den videre anvendelse af teknologien. Vandkvaliteten er efter en tur gennem det dobbeltporøse filter så god, at vejvandet ville kunne bruges direkte til toiletskyl, bilvask eller lignende formål.

Det er det fynske firma Watercare, der producerer og markedsfører filteret.

Bag om vandrensningen

Ideen kommer fra den danske natur. For vandrensningen efterligner nemlig processer under den danske muld

Renseanlægget er Danmarks største af sin art til vejvand. Det kan rense 110 liter i sekundet – altså mere end én person bruger på et helt døgn

Anlægget måler 51 m x 13,5 m

Der benyttes ingen strøm, ingen kemikalier og der er ingen lugt- eller støjgener forbundet med anlægget

Renseanlægget fjerner blandt andet dækslid (mikroplast), støv, bremsebelægning, sodpartikler, olie, tungmetaller og fosfor (næringsstof) som ofte er synderen til uklart vand
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078